Den Første Uge

Så er de første 7 dage fløjet afsted! Det har været nogle udfordrende, men også fantastiske døgn. Jeg har fået lov til at blive introduceret til endnu flere fantastiske mennsker. Men samtidigt også blevet testet på min udholdenhed. Den nye side i mit liv, begynder sig så småt at tage form.

De Første Dage

De første morgner i et fremmed hjem var altid lidt underlige. Man vågner op et sted, med folk man hverken kender eller forstår særligt godt. Den første morgen i huset var meget stille og rolig. Da jeg kom ud i køkkenet var det bare mig og Janilda (min hostmor). Der så til gengæld ud som om, at der var mad nok til 7! Yoghurt, Granola-müsli, toastbrød, diverse pålæg, smør, kaffe og så videre. – Jeg nøjedes med yoghurt og en parisertoast.

Kaffe, som jeg førhen ikke rigtigt har brudt mig særligt meget om, er blevet en helt naturlig del af min hverdag – selvfølgelig ikke uden mælk og sukker. Sort kaffe kan jeg stadig ikke bryde mit hoved omkring. En af de ting, som skaber altid skaber en god stemning er at komme hjem efter en travl hverdag, og sidde og drikke kaffe med de andre, og høre hvad de har lavet – indtilvidere må jeg nøjes med at lytte 😄😉

Så småt, begynder jeg at falde på plads, i mine nye omgivelser.

De første aftner blev der spillet brætspil, og jeg var ved stranden med familien for at prøve Açaí. En traditionel nordøst-brasiliansk “is”, lavet af en frugt fra amazonasregnskoven. Den havde en meget sær tekstur, og så underlig ud, men, som jeg ville finde ud af – i min egen personlige mening – er meget af den brasilianske mad underlig, men det smager fantastisk!

• 

• 

• 

Første Skoledag

Efter at færdigøre det sidste papirarbejde på skolen, var jeg klar til at starte på min nye skole. Jeg var spændt, men også en lille smule nervøs, da jeg kom ind i klasseværelset for første gang. En ting blev ihvertfald helt sikkert, over de kommende dage: skolegang i Danmark og skolegang i Brasilien ligger verdener til forskel. Jeg fandt en tomt sæde, men der gik ikke mange minutter før der var femten personer stimlet sammen om mit bord. De havde selvfølgelig mange spørgsmål, om hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg havde valgt at komme dertil. Jeg var meget heldig at have nogle personer i klassen, som kunne snakke engelsk, og kunne hjælpe mig med at oversætte. Desværre gik der ikke lang tid, før at den første time gik i gang.

Det er altid lidt irretende for mig, når jeg sidder, og ikke kan forstå hvad der bliver sagt eller snakket om. Den første time var om fotosyntese, så der kunne jeg godt følge med, selvom at jeg ikke helt forstod, hvad vores lærer sagde. Men resten af tiden, sidder jeg ærligt talt i vildrede, og prøver bare at forstå lidt af, hvad der foregår omkring mig. Især i timer som samfundsfag, hvor det for det meste er læreren der snakker, er det rigtig svært for mig at følge med, selvom mine klassekammerater gerne vil fortælle, hvad der bliver snakket om.

Jeg er også blevet testet lidt på min kapacitet de sidste par dage. Alene det at blive nærmest bombarderet med spørgsmål og nye intryk fra højre og venstre, samtidigt med at jeg investerer en masse energi i at prøve at oversætte, gør min hjerne rigtigt træt. Derfor bliver jeg også udkørt, meget tidligt på dagen. Heldigvis for mig, slutter min skole 12:30. Den fortsætter kl. 14:00 nogle dage – det er dog ikke obligatorisk for mig.

Men foruden det, føler jeg mig meget heldig. Klassen har en fantastisk atmosfære – en som jeg ikke har oplevet i noget andet klasseværelse. Alle kan sammen, selvom de er meget højlydte. Og meget bizarre. Jeg tror bedst det kan opsummeres i en samtale, jeg havde med en af mine klassekammerater:

Mig: Hvordan siger man “underlige folk” på portugisisk? Ryan: “Nós” – os

Og alt det andet…

Dog er der heller ikke at forglemme de andre gode øjeblikke, som da jeg var på stranden med nogle af de andre udvekslingsstudenter, eller på restaurant med familien for at smage noget af den traditionelle cuisine.

• 

• 

• 

• 

Min første uge har været skøn i alle – ihvertfald de fleste – aspekter. Jeg begynder at kunne forstå mere og mere, og mit forhold til venner og familie bliver bedere i takt med at jeg ligeså stille vender mig til min nye tilværelse.

Jeg glæder mig til alt det der ligger forude!

Vi ses i næste indslag!