Så kan vi også hive februar af kalender hæftet.
Som altid, er jeg jo ikke direkte punktlig med mine oplæg. Men i den sidste uges tid, har jeg faktisk været nede med en omgang influenza af en art, hovedpine, feber og forkølelse. Så jeg har udskudt teknologi og at skrive det her indlæg til jeg blev rask nok.
Men med masser af tid og te – som min mor jo så unægteligt hævder er kuren til alt – så er jeg langsomt kommet på toppen igen, og kan endelig fortælle jer hvad jeg har haft gang i.
Som altid er det jo umuligt at have en hel måned hvor jeg intet laver, så lidt, er der jo sket igen.
days
hours minutes seconds
until
Hjemrejse
Hvis I ikke skulle vide det allerede, så har jeg endelig fået at vide, hvornår jeg kommer hjem.
Den 4. juli, klokken 14.15 i Kastrup lufthavn, sætter jeg får første gang fødderne på dansk landjord igen, efter 11 måneder – præcist.
Det begynder at gå op for mig, at jeg faktisk kun har mindre end 4 måneder tilbage herovre, så jeg kommer ihvertfald bare til at nyde resten af tiden jeg har tilbage.
Fest for Fernanda!
Som nogen af jer måske kan huske, så har jeg efterhånden nævnt Paulo og Carlas datter, Fernanda, et par gange.
Det var i forbindelse med at hun havde bestået ENEM – den største nationale test herovre. Den er super vigtig, og dit resultat bestemmer hvilke universiteter eller andre former for uddannelses matrikler, du kan komme ind på.
Derfor var det også en stor begivenhed, at hun var bestået, som de jo gerne ville fejre.
Så jeg var blevet inviteret til en “lille” barbecue i deres nabolag søndag formiddag.
“Lille”, har så godt nok en lidt anden betydning for dem. Med mindst 40-50 andre gæster, tjenere og drinksbar, var det alligevel noget af et lidt større foretagende.
Jeg kom lidt tidligt, hvad deres tidspunkter angår. Måske en halv time efter tidspunktet, de havde skrevet i invitationen. Herhjemme ville vi nok ikke rynke så stort på næsen af det, men hvis folk stadig ville dukke op 2 timer efter, ja så havde vi måske overvejet, om de havde fortjent at dukke op.
Men fordi det her jo er latinamerika og ikke Danmark, så kom de sidste gæster jo ikke før 3 timer efter, eller noget deromkring ihvertfald.
De havde disket op med en buffet med en masse lækker mad, så man kunne nemt gå op og fylde sin tallerken
Og så kom tjenerne også rundt med kødet til bordene, hvor de skar det ud for dig.
Der blev sunget, danset og snakket i et væk, og vi havde en rigtigt hyggelig formiddag.
Jeg fik også muligheden for at snakke med Giovanna igen, da hun facetimede i løbet af dagen.
Hun synes at have faldet rigtigt godt til i det kolde, sammen med hendes nye familie, og har allerede været på mange nye eventyr selv.
På tur med familien
Det var blevet ugen før Karneval, så selvfølgelig var jeg jo også ude og fejre det.
Min originale plan havde været, at tage afsted sammen med en af pigerne, men der gik noget knas med kommunikation og planlægning, så jeg tog i stedet på et lille roadtrip med Galileu og Janilda.
Vi tog til Joao Pessoa – en by ca. 200 km herfra – for at besøge Janildas mor, som bor i byen, sammen med en anden fra familien.
Den første dag lavede vi ikke det store. Vi ankom omkring middagstid, og tog ud på en lokal restaurant for at få noget at spise.
Efter, tog vi ud til en lille naturpark, som grænsede op til havet. Mirante do Parque Ecológico Bosque dos Sonhos. Eller bare punktet tættest på Afrika. Den alleryderste spids af sydamerika.
Jeg købte lidt nips til min blazer, og vi så en pony som tydeligvis ikke var super interesseret i at blive klappet. Jeg kunne godt komme hen og nusse lidt ved den, med så vrinskede den da højlydt, da jeg kom til at skride lidt på noget af gruset, og så var jeg bare ikke interessant længere.
Efter, tog vi hjem og brugte resten af dagen i huset, før der om aftenen ved 6. tiden kom en massør forbi, og gav os alle en omgang massage.
Det havde været en del tid, siden sidst jeg fik en professionel massage, og hun gik virkelig også til den. Hun fik fjernet noget gammelt stress i mit skulderblad, som så også resulterede i at hele min skulder blev krabberød.
Men afslappet det blev jeg da!
På andendagen tog vi på en tur, vi havde hørt om dagen forinden. Det var en sejltur kaldet “Det røde sand”. Så vi regnede med at det nok ville være en tur, hvor man ville komme ud og se nogle fisk – snorkeltur. Eller noget i den stil.
Da vi dukkede op, fik vi at vide at vi skulle vente 3 timer mere end ventet, da båden som skulle sejle 9.30, som vi havde regnet med at kunne komme med, var sejlet tidligt.
Derfor havde vi sat os ind og ventet, og bestilt noget at drikke, for at få noget til at få tiden til at gå med. På et tidspunkt besluttede Galileu sig for at gå tilbage og ud i bilen med vores ting, siden vi alligevel havde så god tid.
Men lige som han forsvinder om hjørnet, kommer der en dame med en megafon, og begynder højlydt at annoncere at den næste båd sejler om et par minutter.
Vild panik. Jeg skyndte mig at få mine klipklapper på, og komme efter Galileu, mens jeg håbede at Jani i mellemtiden fik fat i en tjener, så vi kunne betale for vores drikkevarer.
Jeg fik fat på Galileu, i den længst mulige ende af parkeringspladsen, og vi løb tilbage mod stranden så hurtigt menneskemængden tillod.
Vi fandt Janilda på vejen, og kom som de sidste ned på båden.
Dog havde vi nok ikke behøvet at skynde os så meget, da båden så heller ikke sejlede før 30 min. senere. Men så kunne vi da se frem til en god tur….ik?
Som vi nærmede os, skulede jeg sådan ud over rælingen, og tænkte lidt “er vi kommet det rigtige sted hen?”.
Båden lagde til kaj på en tom sandbanke ude i havet, og vi blev alle sendt af båden. Så stod vi jo der. Tom sandbanke, ingen parasol, ingen siddepladser, ingenting. Kun 70-100 andre turister der også var blevet snydt. Sandet var ikke engang rødt. Ikke lige den tur, vi havde håbet på.
Så i to timer gik vi bare lidt rundt på må og få på den sandbanke, og ventede på at båden skulle komme tilbage. Ikke nødvendigvis en tur jeg ville anbefale til andre.
Da vi kom tilbage, nogle timer senere, kørte vi ud for at se en strand i nærheden, og for at mødes op med Janildas søster og hendes børn.
Først kørte vi til “hjerternes strand” – bilerne holdt så bare parkeret i kilometerlange køer langs skråningen ned mod stranden, så vi besluttede at besøge en strand i nærheden i stedet.
Her havde vi en hyggelig eftermiddag, ud over at jeg dog blev en smule forkølet af at bade i havet.
Bølgerne var rimeligt høje den dag, så jeg fik en del vand ind og ud af næsen, hvilket, ud over ikke at være specielt rart, kan få din næse og øjne til at løbe en del i vand.
Vi tog hjem efter et par timer, hvor vi pakkede vores ting, før vi tog mod Pirangi, hvor vi havde planer om at mødes op med Paulo og Carla, og bo ved dem et par dage.
Efter at havde sagt farvel til Janildas mor, satte vi kursen mod Pirangi sen eftermiddag. Derfor blev der også aftentid, da vi endelig kom frem til Pirangi.
Og fordi det var karneval havde de åbenbart blokeret alle gader og stræder indtil den vej hvor vi skulle ind, så vi kunne slet ikke komme hen til deres hus på nogen måde.
Uden at kunne slippe forbi politiet, tog vi hjem til Natal for at sove.
Formiddag næste morgen kørte vi tilbage, og fik endelig lov at komme igennem. Vi pakkede vores ting ud i huset, og brugte det meste af eftermiddagen på verandaen med kaffe, hvor vi bare sad og snakkede. Jeg brugte dog også noget af dagen på stranden.
Hen mod aftenen gjorde jeg og nogle af de andre piger i huset os klar, og tog ud for at fejre karneval i gaden. De havde alle forskellige kostumer på, og jeg lånte et Minnie hårbånd.
Der var rigtigt mange mennesker, men en sygt god stemning også. De fleste var lidt berusede og dansede i gaden efter karavaner – 2 store lastbiler udstyret med kæmpe boomboxes på siden. Der var også folk i siden af vejen, som havde deres egne stereoanlæg, der blastede funk for fuld skrue.
Vi mødtes også med Zella og Alex på vejen, og brugte noget af aftenen med dem.
Vi dansede og sang hele aftenen op af vejen, men efter nogle timer var jeg og nogle af de andre blevet trætte og besluttede os for at gå hjemad sammen med nogle af de voksne.
Morgenen efter, brugte jeg det meste af formiddagen på stranden.
Vi forlod huset tidligt den eftermiddag, så da jeg kom tilbage fra stranden, var de igang med at pakke de sidste ting sammen.
Men før vi tog afsted fik jeg dog lov at sætte mit eget personlige aftryk – bogstaveligt talt.
De havde for nyligt begyndt at bruge en af væggene til at sætte håndaftryk. Så vi skulle da også alle sammen sætte vores eget på muren, før vi tog hjem igen.
Jeg synes det var en super skøn ide. Og det føles godt at vide, at man har sat sit eget fysiske præg et sted.
Projekt Intermaos!
Som en sidste ting, er det endelig også blevet min tur til at deltage i programmet INTERMAOS.
Hvert år holder min rotary klub et samarbejde med en skole for døve, hvor os udvekslingsstudenter bruger nogle måneder sammen med de døve på skolen, og får lov at lære lidt tegnsprog og sådan.
Vi havde den første time, på 7. måneders dagen – d. 4 marts.
Det var en rigtigt interessant oplevelse, at observere hvordan de andre elever kommunikerede med hinanden. Bare at se i stilhed og prøve at gætte sig frem til hvad alle de mange håndfagter betød.
Jeg fik lært at “sige” mit eget navn og nogle andre små ord på portugisisk tegnsprog – ja det viser sig, at alle lande har deres eget tegnsprog.
Det er lidt svært og huske alfabetet, og når de også staver ting hurtigt, kan jeg slet ikke følge med.
Men det er super sjovt at være med til, og jeg ser meget frem til resten af vores timer!
BraCecilien 