Ja som lovet her er den. Opdateringen for den 6. måned. (Ked af at det måske blev morgenen efter, for jer)

Et halv år. Hold da op mand. Der er godt nok sket meget det sidste halve år. I dag har jeg mindre tid frem foran mig, end jeg allerede har tilbragt her. Det er en underlig tanke.

Men som altid, så står mit liv jo aldrig stille, så der er jo også sket en del ting i løbet af januar.

Ude og løbe!

Som en gammel skrøne går, spiser man sig mæt i december og så er der slankekur i januar.

Og ikke fordi vi var helt store på en slankekur, så var vi da ude at motionere lidt. Jeg var med min hostfar ude, nogle dage efter nytår, og løbe sammen ham og en af hans venner. Vi tog ud til en strækning på ca. 1 km. foran “Parque das Dunas” som nogle af jer måske kan huske fra min skovtur helt tilbage i den 2 eller 3 måned.

Det var sådan set ikke kun os, som var der. Der var et rimeligt kendt sted for joggers også, så de har den del af vejen spærret af om aftenen, så der er plads til alle løberne.

Det var dejligt endelig at komme ud og løbe igen. Jeg har jo førhen og måske også fortsat blevet rimeligt bekendt med løbebåndet, meeen det er jo ikke helt det samme af at løbe ude i den friske luft, med lidt skiftende terræn og sådan – snakker af erfaring.

Men det var super hyggeligt. Det var også første gang i månedsvis vi fik lokket min hostfar ud og løbe. Han har så derefter også været ude og købe 4 nye løbeshorts, så han rigtigt kan komme igang igen.

Afskedsfest for Giovanna!

Som jeg måske har nævnt nogle gange for noget af min familie, men jeg ikke kan huske, om jeg har skrevet meget om her på bloggen, så skulle min hostsøster til Schweitz på udveksling.

Så d. 10, 3 dage før hun tager afsted, holder vi en fest for at fejre det.

Jeg har underligt nok ikke rigtigt nogle billeder fra den aften, ud over det billede af kagen.

Men ihvertfald, så var det en rigtigt hyggelig aften. Vi begyndte sent på eftermiddagen, som folk begyndte at dukke op.

Hele aftenen var meget stille og rolig. Som sædvanligt blev der disket op med den helt store buffet. Ris og bønner – selvfølgelig – stroganof, den der rejekompot, flødekartofler, carne de sol, og forskellige salater.

Der blev snakket til lagt ud på aftenen, og sunget… ja nok nærmere skrålet karaoke. Det betød ikke så meget om man sang godt, der var bare super god stemning.

Efter alle gæsterne havde fundet hjem, hjalp jeg Teca (som i virkeligheden hedder Franciska….som jeg først finder ud af den aften…..) og en af de andre med at få ryddet op i både lejligheden og nede i festsalen.

Det tager mange vognfulde og ture op og ned i elevatoren, før vi får alt sat på plads, men et par timer senere er alt ryddet og i orden.

Og Giovanna havde en dejlig aften.

Aftensmad med Tânia

Trist nok, så samtidigt med at Giovanna tager afsted, skulle Tânia også hjem til Argentina.

Så for ligesom også at have en sidste aften med hende, tog vi til “Camarões”, den resturant som jeg jo har snakket om et par gange efterhånden.

Vi mødte op med en del af familie og venner, samtidigt med den gamle chairman Daladiana.

Vi havde alle en rigtigt hyggelig aften. Vi bestilte noget god mad, og himlen være lovet er der nogen af familiens venner der har en reje allergi, så jeg kunne dele nogle medaljoner med hende 😂

Men for mig så gik aftenen sådan set rimeligt hurtigt. For min familie som kender mig, så kan jeg jo næsten snakke folks øre af, hvis jeg kommer godt fra start ihvertfald.

Og så før jeg fik set mig om så var aftenen allerede omme.

Vi siger farvel til Giovanna og Tânia

Som kom d. 13. et vendepunkt for mange af os. Det var Giovannas start på hendes eventyr. Min sidste aften med min første familie, og slutningen for Tânia.

Rimelig skørt timet at det alt skete på samme tid.

Men altså – klokken 11 om formiddagen tog vi til lufthavnen. Sidste gang jeg var der, på givne tidspunkt ihvertfald var præcis 5 måneder og 1 uge, siden at jeg ankom. Det var ihvertfald den notifikation jeg fik fra lufthavnens internet.

Først var det Tânias tur. Da jeg mødte hende i lufthavnen havde hun fået samlet alt sit bagage sammen på en af de der vogne man nogen gange ser folk kører rundt med.

2 store kufferter, en hiking-backpack, og en rejsetaske alle fyldt til randen, plus hendes blazer som mindst vejede nogle kilo, havde hun på slæb. Jeg har ulme fremtidsudsigter for mig selv, da jeg i øjeblikket kun har plads til tøj i min grønne kuffert .

Men ihvertfald tjekkede hun ind, og fik flagged en af hendes kufferter for overvægt. Efter hun havde løst det med tolderen, gik vi mod linjen til security.

Her sagde vi de sidste farveller og der blev da en lidt sørgmodig stemning efter at de sidste billeder var taget, og hun var forsvundet ud bag linjen til secruity.

Jeg kommer sgu til at savne hende lidt. Siden at hun jo også var en del af familien, har jeg brugt rigtig mange af de vigtige aftener sammen med hende. Og det bliver da lidt mindre interessant når hun ikke er her mere.

Vi tog hjem, og Giovanna brugte det sidste af dagen på at pakke det sidste sammen.

Og altså…. lidt rod var der da.

Men der kom styr på det, og samme tid, klokken 11 om aftenen bare tog vi afsted, for at aflevere Giovanna. Vi fik taget nogle billeder og en rundtenom farvel og så kom hun i køen til secruity.

Ikke længe efter vi var sikre på hun var bordet tog vi hjem igen.

Jeg savner hende allerede lidt. Jeg følte jeg klikkede rigtigt godt med Giovanna fra starten af, så det er helt sikkert lidt trist ikke at have sin ‘søster’ der længere.

Men jeg kan da heldigvis melde at begge piger landede godt og sikkert, og blev mødt med åbne arme, fra begge deres familier.

Madforgiftning

En af de ikke så fede aspekter ved at være afsted, er jo at man kan gå hen og blive syg. Men jeg har da før haft både feber og forkølelse, så der har ikke rigtigt været noget stort der.

Men så en svanger morgen gik jeg så hen og fik det rigtigt skidt.

Efter at vi havde afleveret Giovanna i lufthavnen, tog vi med Paulo og Carla til deres strandhus i Pirangi.

Jeg gik sådan set i seng da vi ankom, men morgenen efter, gik jeg op til den lille terrasse som de har med udsigt over havet, og ville sådan set bare lave morgenmad til mig selv som jeg plejer.

Men ja så tager jeg mælken, og der står jo at det er laktosefri, men vi prøver. Jeg som jo normalt ikke drikker laktosefri mælk, tror bare at det bare var sådan den mælk normalt smagte og jeg slugte min mælk og de smagte meget underligt.

Nogle timer senere, skulle det vise sig at det ikke bare var det. Min krop gik lidt i krig mod sig selv, og uanset hvad jeg prøvede at spise eller drikke kom bare lige op igen.

Da det kom til det punkt, at jeg ikke engang kunne drikke vand, besluttede vi at det nok var en bedre beslutning, at tage til lægen og få det undersøgt.

Det var ganske nok madforgiftning som vi tænkte, og jeg blev med det samme forbundet til et drop.

På ca. en halv time fik jeg indskudt 2 liter mineralvand, så jeg kunne få noget væske tilbage i kroppen. Jeg fik også noget andet medicin, som vist skulle modvirke en del af mine symptomer, med de bivirkninger at jeg fik både lidt tør hals og ikke rigtigt kunne fokusere, når jeg skrev beskeder på mobilen.

Så var det min tur

Ja undslippe det kunne jeg heller ikke. Det er og var midtpunktet i mit udvekslingsår, og det betød også at det var tid til at skifte familie.

Jeg var med rimeligt blandede følelser omkring det. Det tror jeg ikke kan undgås, efter man er blevet tilvænnet en hverdag og en familie som man føler meget for.

Så er det lige pludselig at smide en skruenøgle i tandhjulene – at skulle starte helt forfra igen. Det får jo nogle forskellige følelser til at vælde op.

Jeg var jo glad, og syntes det var super at jeg fik en familie mere, men på den anden side var jeg heller ikke helt 100% på at skulle skifte.

Men sådan er det jo. Det tager bare tid.

For at fejre den sidste dag, tog vi ud for at spise på Recruta. En af mine favorit resturanter herovre.

Jeg fik en lækker salat til forret, og en super lækker traditionel brasiliansk tallerken med både ris, bønner, farofa, kød i tern og spejlæg.

Jeg havde også sådan lidt udskudt det der med at pakke mine ting sådan lidt til sidste minut, så i løbet af det meste af eftermiddagen, fik jeg både mit værelse og badeværelset pakket ned i diverse poser, kuffert og tasker.

Vi kørte ned til en cafe/bar inden vi tog ind til Carmen for ligesom at få en “sidste” kop sammen.

Det var suuuuuper lækkert. Galileu og jeg bestilte en frappuccino, mens Jani bedte om en cappucino. Både hende og jeg bestilte croissanter, og var positivt overraskede, da det viste sig, de var helt hjemmelavede. Super lækkert.

Efter vi fik drukket vores kaffe og spist vores croissanter, kørte vi mod mit nye hjem.

Vi fik læsset det hele af og jeg sagde farvel til dem begge. Jeg savnede dem allerede lidt efter porten lukkede, men jeg blev taget super godt imod af både Carmen og min nye hostbror Olavo.

Det var lidt sent om aftenen, så jeg fik bare en lille rundtur af huset, og så gennemgået nogle simple husregler, men ud over det gik jeg på hovedet i seng bagefter.

Og det kan jeg da ihvertfald sagtens nu hvor jeg har 2 senge. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med alt den plads. Det er det samme med mit mobilabonnement, som vi var ude at købe her for et par dage siden. Jeg som jo knap bruger 2 GB om måneden har nu…kid you not 120 GB pr. måned! Altså det for jeg jo aldrig brugt. Men nu løber jeg da ikke tør.

Morgenen efter skete der ikke det store. Der var selvfølgelig de der akavede første dags vibes, som jeg ikke tænker man kan komme uden om. Man finder ligesom ud af hvordan man står i forhold til hinanden, og skal lige finde ud af hvordan hinanden agere og sådan.

Et godt sted at starte var ihvertfald at få pakket ud.

Efter det, begyndte mit værelse allerede at føles lidt mere hjemligt.

Første skoledag!

Den 21. var det tilbage i skole for mig. Efter en lang ferie, var det super fedt at mødes med mine venner igen, og få catched-up på hvad de havde gået og lavet.

Der er kommet en del ændringer siden sidste år.

I år går jeg i ny klasse med nogle af mine gamle klassekammerater, med der er også kommet nogle nye ansigter til.

Ud over det, har jeg endelig fået lov at få bøger, og kan langt nemmere være med i timerne, nu hvor jeg forstår sproget en del bedre.

Jeg har også taget min første eksamen i portugisisk sprog og matematik. Og altså, det er langt fra topkaraktere, men jeg er alligevel okay stolt af de resultater jeg fik alligevel.

Jeg er også begyndt til sport og har skrevet mig selv ind på Judo holdet. Jeg har endelig fået fat i min uniform, så nu glæder jeg mig bare til torsdag til min første rigtige træningstime.

Fodboldkamp!

Nogle gange kan det godt have sine fordele at have en bror som arbejder på stadionet, som kan skaffe gratis billetter til fodboldkampene.

Så d. 22 var jeg med Paulo og Galileu inde og se kamp.

America vs. ABC

Vi besluttede at gå til fods fra lejligheden, siden at vejene op til kampen havde trafik, der nærmest stod stille. Allerede før vi kom derhen kunne man høre folk der fyrede fyrværkeri af i gaderne, og de gik i lange karavaner mod stadionet.

Selv da vi kom frem, 10 min. før kampen startede var køerne meterlange. Vi kunne høre kampen starte, lige som vi var ved at nå ind, og kæmpemæssige bølger af kampråb væltede bare over hvælvingen af taget på stadionet, så det næsten helt svajede i vinden.

Da vi så endelig kom ind, var der nærmest fyldt op. Der var KÆMPE god stemning og masser af energi. Vi fandt nogle pladser med super udsigt, og så videre på kampen. Vi havde allerede misset det første mål, da ABC havde scorede i de første 30 sekunder af kampen.

Jeg blev lidt nødt til at heppe på America siden at hele min familie hepper på dem (også min nuværende familie)

Men det gjorde nu heller ikke så meget. Det var super spændende at følge med, og man blev helt gejlet op når de scorede et mål.

Galileu hoppede vitterligt rundt som en lille dreng hver gang.

Jeg var måske heller ikke meget bedre selv:

Den gik meget frem og tilbage og begge hold skød meget på mål men kampen endte 4-3 til ABC, men det var nu en god kamp uanset.

Desuden er sæsonen slet ikke slut endnu, så vi har masser af chancer endnu.

Kongen af Pop!

En anden af dagene var jeg også ude med min nye familie og se et show til ære for Michael Jackson.

Det var suuuuuper fedt, selvom man godt kunne få lidt hovedpine af den konstante høje musik. Men impressionisten var super god.

Det var lidt synd for dem i de første 20. min, fordi hans mikrofon hele tiden blev ved med at give ud. Heldigvis fik de løst problemet og så jammede det egentligt bare restenen af aftenen.

Jeg ville rigtigt gerne vise de videoer jeg har taget med min telefon, men kvaliteten er ikke super god fra der hvor vi sad, og du kan næsten ikke se sangeren, så jeg tager bare en video fra deres youtube kanal for at vise det.

Helt samme performance, videokvaliteten er bare meget bedre: