Wupti. Så gik der da lige noget tid igen. I må undskylde at det ikke lige blev “inden for de næste par dage”, som jeg skrev i det sidste oplæg. I det mindste hold jeg da ord omkring, at det ikke blev med 2. måneders mellemrum igen 😅

Men jeg går det op til jer. Jeg forskriver den sjette måned, så i kan være helt sikre på at i for opdateringen for det halve år, den 4. februar 👏🏻👏🏻

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

Nå. Hvor om alting er. Så blev det endelig december! For første gang, behøvede jeg ikke have dårlig samvittighed over at høre julesange, eller tælle dagene ned til jul.

Men faktsisk skal vi lidt tilbage til før december. Nærmere bestemt d. 29. november.

December-camp for udvekslingsstudenterne!

De første dage af december havde vi en camp mere. Vi skulle alle mødes i en by ca. 250km fra Natal, så jeg og de tre andre piger, mødtes tideligt om morgenen, og tog afsted mod Campina Grande. Although be it i en minivan hvor der knap var plads til tre på bagsædet, og heller ingen bagagerum var. Så det var vist lidt af en underdrivelse at sige, at vi sad lidt tæt.

3 timer efter en noget “bumpy ride” kom vi endelig frem til en restaurant, hvor vi kunne få noget middagsmad, og jeg fik muligheden til at møde resten af udvekslingstudenterne igen, efter ikke at have set dem i næsten 3. måneder.

Der var god stemning og alle begyndte så småt at have spist færdigt, før vi tog turen til hotellet. Jeg havde godt nok set det, da vi kørte ind i byen, men det var alligevel lidt imponerende.

Vi tjekkede ind, og efter alle havde fået deres dørkort, bævegede vi os ned på værelserne og fik pakket ud.

Nogle timer efter, mødtes vi omkring poolen og der havde Rotexerne gjort nogle aktiviteter klar.

Vi blev inddelt i 2 hold, gul og grøn. Jeg tror vist nok jeg var på gult hold. First up: sækkeløb. En høj fyr fra Canada (grønt hold), og en fra mexicaner fra vores hold, skulle op imod hindanden til at starte med. Og det var nærmest katastrofe fra start.

Meningen var, at man skulle hoppe ned af en bane, zigzagge rundt om nogle kegler og så tilbage igen. Så simpelt som det nu kan lyde, så nåede canadieren kun 3 hop og så faldt han lige så lang han var og knallede ansigtet ned i asfalten.

Next up: Stafetløb med æg. Der var også blandede resultater. Vi skulle både løbe frem, tilbage, sidelæns, baglæns, krabbegang og jeg ved ikke hvad. Så naturligvis kunne man jo godt forvente, at der røg et æg her eller der.

3 aktivitet var en noget speciel en af slagsen. En slags.. ja hvis I allerede kender legen “dyk efter æbler”, fungerede det lidt med samme princip. Det var ihvertfald sådan, at to deltager blev sat ved siden af hindanden, med en tallerken med mel til hver. Nede i den tallerken var der så gemt 4 stykker slik. Og så galt det ellers bare om at være den første, der kunne finde alle stykker. Dog uden at bruge hænderne. Og det betød, at der var en god håndfuld, der fik helt hvide ansigter, og mel i både øjne, ører, næse og mund.

De næste par dage brugte vi som sådan bare på hotellet ved poolen.

Men ude er vi da nogle af dagene.

Den ene af dagende var der fest om aftenen. Vi tog ind til et hotel og spiste noget aftensmad. Så var der noget dans og musik bagefter. Super hyggeligt

En anden af dagene tog vi ud til en farm, for at se nogle dyr, og spise noget middagsmad. Ideen var også at tage på en hikingtur i området, meeeen set efter at det var ca. 30 graders varme, uden skygge, og at mange af de andre heller ikke havde vand med, så kunne man nok ligefrem regne med, at der nok var en af de studerende der faldt om i en grøft på vejen, eller noget. Så vi besluttede, at det var nok bare bedst, at vi sluttede dagen efter at havde været rundt og se deres heste, emuer, geder, påfugle, fjerkræ, æsel og andet “vildt”.

En anden af aftnerne tog vi ud til restauranten fra før. Også super hyggeligt – vi fik noget god mad og sang karaoke. Helt sidst på aftnen spillede vi pakkeleg, og jeg vandt en KÆMPE brun parpis pose, ja nærmest sæk, fyldt med chokolade. Lige noget for mig.

Inden vi tog hjem var vi også ude og se en….ja en sten. Et kæmpe stykke klippe, som havde en eller anden historie bag sig. Noget myte halløj, om at folk som var forlovede skulle tage ud til stenen, og så ville de få et langt og lykkeligt forhold – eller noget i den stil ihvertfald.

Der var nogen af de andre som synes det ville være en god ide at kravle under stenen og ud på den anden side. Altså pænt nej tak fra mig. Folk tabte både sandaler og solbriller, og det vær ikke lige til bare at vende sig om når man knap nok kunne skubbe sig frem, så det blev noget med at kaste alle løse genstande frem foran sig, for at komme derop ad.

Efter at have været i gennem hele den der mølle, vendte vi snuden hjemad. Og yderligere 3 timer i skrumlebumle minibussen så var vi i Natal. Allesammen godt trætte.

Efter at have afleveret de tre andre piger, så kom jeg træt og tung med elevatoren op til vores lejlighed søndag aften. Og ringede på….. Og bankede på døren….. og ringede på… prøvede og ringe til dem over telefon…. og ingen lukkede døren op. Jeg var lidt panisk for om jeg skulle være fanget udenfor hele natten, fordi de var gået i seng, eller hvad der nu var sket. Heldigvis kom min hostmor ud og lukket op efter et kvarter. De var rigtigt nok faldet i søvn.

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

I løbet af de næste ugers tid, lavede vi mange ting jo. Men mange af dem, er ikke nok til af få sin egen overskrift, så jeg samler dem bare her:

Den 2. december starter fint ud. Der sker ikke det store, men så kommer det til aftensmad. Vi har aldrig haft det store i køleskabet til at starte med, men så havde vi da noget pasta til overs fra middag. Og som den mesterkok jeg nu er, så tænker jeg, den skal da bare ha en tur i mikrobølgeovnen. Jeg satte dem på 2 minutter og lod dem køre.

Imens snakkede jeg med min hostfar, og på et tidpunkt så stopper han mig lige og spørger “ryger mikrobølgeovnen ikke?”. Så vender jeg mig om og åbner mikrobølgeovnen, og ud vælter bare en sort sky af damp.

Færdige det var de da.

D. 3 tog vi i supermarkedet som ihvertfald også var blevet dekoreret i tide til december.

Og udenfor var der ihvertfald også spækket ud. Selvom det dog var en smule bizart for mig at se en kø, for at komme ind og betale for at se sne. Og det var også sådan skærmet af, inde i et stort telt og det hele. I det mindste er det da gratis at se sne i Danmark. Når det så er der ihvertfald.

D. 4 var det pigernes tur til at komme på tur. Jani, Giovanna og jeg fik klippet vores hår, og de to andre fik også lavet negle.

Senere om aftenen var vi til en middag med folk fra Galileus arbejde.

D. 5 december holdte Tania en super fin afskedstale for hendes klub.

D. 6 fik vi endelig hentet det gamle plastikjuletræ op fra kælderen, og fik pyntet juletræ med både lys og stjerner, og danske juleengle, som Gabi havde haft med hjem fra hendes udveksling i Danmark. Dog havde den ingen stjerne, fordi det brugte de åbenbart ikke normalt. Men så bestemte jeg, at det måtte være mit præg. Så nogle dage senere var vi ude og købe en stjerne til at sætte på træet.

Den aften, var jeg også ude til en aften med min counsler og en aften med min klub. Det var vist en fødselsdag og en mærkedag i et. Det var hyggeligt nok selvom gennemsnitsalderen nok var 30 eller mere. Med andre ord var der ikke rigtigt nogen “jævnaldrene”.

Men til gengæld, var mange af dem jeg snakkede med rigtig interessante. Med familie over hele verden, og en masse erfaring med selv at hoste udvekslingsstudenter, var det super spændende at snakke med dem.

D. 7. var vi nede og se det store juletræ som de havde sat op, nede i midtbyen. Sjovt er det at notere, at da jeg skrev til min (rigtige) mor at juletræet var ca. 110 m. Så var hun lidt skeptisk.

“Ahr det kan da vist ikke lade sig gøre”

“Jo jo den er højere end vores lejlighed! (8. sal)”

“Altså så høje kan juletræer da ikke blive.”

Så havde jeg godt nok lige glemt at nævne at det ikke var et rigtigt et … 😅

D. 8. var jeg igen ude og se hvor langt Paulo (Beltraum) og Carla var kommet med at bygge deres nye hus. Sidste gang jeg var der, for ca. 2 måneder siden var de stadig igang med at grave fundamentet ud i jorden, og havde kun nogle store bunker materialer liggende og flyde. Nu havde det bygget strukturen helt op til anden sal.

Vi havde også taget en drone med som Galileu havde købt hjem fra Kina. Men vi have glemt at få de rigtige batterier med hjemmefra, så det blev ikke til noget.

Balletforestilling!

Den 8. om aftenen tog jeg med Alvaro ud for at se en balletforestilling. En af dem som arbejder i min klub er ejeren af en af balletskolerne i byen, og inviterede os ind for at se en opvisning.

Det var en smule abstrakt, og ikke så nemt at forstå handlingen i hele stykket. Men danserne var super talentfulde, og de havde også mange dele af stykket med nogle af de yngre børn.

D. 11 var jeg med Galileu ude og se noget af kysten. Vi tog til en “delfin-bay” men så ikke rigtigt nogle delfiner.

• 

• 

Julebag!

D. 16 var jeg med Janilda ude og købe ind til mine julesmåkager. Det havde været min ide i lang tid at få lavet nogle småkager til jul. Og vi (mest mig) havde været lidt lang tid om at komme igang, men det nærmde sig snart jul, og så besluttede jeg, at det nok var en god ide at komme igang. Så vi tog ned i midtbyen for at finde en speciel bageforretning, som solgte bagepulver og kardemomme og den salgs.

For ting som hjortetakssalt og natron, var ikke bare noget du sådan kunne finde hvorsomhelst, så der måtte man altså ned i speciel butik, hvor man kunne købe 3 kilos nutellabøtter og smør i tønder på 12 kg. Så det var heller ikke lige sådan at købe de der små pakker med natron fra dr. Oetker, som man kan finde nede i brugsen.

Der blev vi nødt til at købe 1 kg natron og 1 kg bagepulver. Og set som at vi jo selv derhjemme kan have de der små pakker i mindst 2-3 år, så løber de ihvertfald ikke tør lige foreløbigt…

• 

• 

Dagen efter stod jeg op omkring kl. 9 og begyndte at bage efter morgenmad. Jeg havde et lidt ambitiøst projekt med 3 forskellige deje, og 2 versioner af hver.

Min plan var at lave tre af mine yndlingssmåkager: vaniljekranse, brunkager og pebernødder.

Men ud over det, ville jeg også gerne lave nogle glutenfri versioner, siden Tania ikke kunne/kan tåle det.

Så med en god omgang udstyr, ingredienser og tålmodighed, gik jeg igang med at gøre dej klar.

En anden “første gang” var at jeg lærte at smutte mandler!

Jeg fik også min hostmor med på den!

Efter et par timer havde jeg en 4-5 skåle med dej lavet færdige, og så var det ellers bare igang med at forme dem.

Det tog så bare en lille smule længere, end jeg havde regnet med. Fordi at vores ovn, rent sagt ikke var særligt god, fordi den kørt på gas, så blev varmen ikke blev spredt ordenligt, og det der normalt skulle tage 10 minutter, tog det en halvtime eller mere, for bare et batch. Men halvanden dag senere, kom vi endelig igennem alt dejen, og havde nogle lækre småkager. Jeg var faktisk super tilfreds med smagen, og at de næsten smagte som når jeg laver det med min familie derhjemme.

Vel og mærke, så var de også et kæmpe hit imellem min brasilianske familie. Det kom faktisk også til det punkt at vi blev nødt til at gemme nogle, sådan at de ikke spiste dem allesammen før jul 🤣

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

D. 23 om aftenen, var også lidt af et julemirakel for mig. Noget der bare gjorde lillejuleaften helt speciel.

Min mor og skønne familie havde nemlig sendt en pakke, med ting fra Danmark, og julegaver og den slags. Jeg havde ventet spændt helt siden slutningen af november, og det havde været en lang kamp med postværnet om at få den pakke frem.

Mange tusind kroner og søvnløse nætter senere, så det næsten ud til, at jeg ikke ville kunne få min pakke at se før langt efter jul. Men så blev jeg ringet op d. 20., og blev informeret om at den måske ville kunne blive udløst fra systemet mellem d. 21. og 23. Indtil da havde den været i et varehus, og vi kunne efterhånden heller ikke forstå hvad de tog så lang tid om.

Men så, endelig kl. 6 om aftenen lille juleaften, kom postmanden med min pakke.

At sige jeg var glad er måske at tage det let…nok nærmere ekstatisk.

• 

• 

Og jeg havde jo også gået og gættet i noget tid, over hvad det var, de kunne have sendt med ned til mig.

Men jeg ramte sådan set kun rigtigt ved nogen af de ting jeg havde ønsket mig. Alt andet var en stor kærkommen overraskelse.

Jeg har en fantastik familie, som heldigvis kender mig så godt, at de ved lige præcis hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg mangler. Så der var både min lego-julekalender, super lækre After-eight julekalender (min yndlings) som jeg køber hvert år. Og selvfølgelig helt eksistentielt for mig; kims skruer. Der var også et superlækkert honning hjerte fra lagkagehuset og sådan lidt forskelligt. Ud over det var der selvfølgelig også nogle super gode julegaver, som min famile havde sendt med.

Juleaften!

Så blev det endelig også den aften vi jo allesammen går og venter på i løbet af December.

Noget af en bittersød affære for mig. Selvfølgelig var det også en aften jeg havde glædet mig rigtigt meget til. Men så på den anden side, havde jeg også været lidt nervøs for den.

Jeg har haft en del første gange herovre, uden min familie. Men alligevel. At holde min første juleaften uden NOGEN fra min rigtige familie, er alligevel, lidt en stor ting.

Siden at vi er en rimelig traditionsbunden familie, er der meget, allerede igennem december som jeg kom til at mangle. Nogle ting kunne jeg sagtens gøre selv. Se julekalender og sådan. Men der er ikke noget på juleaften, der rigtigt kan erstatte mine dejlige søskende (biologiske eller ej), mor, far, jesper, gitte, momo, moster, onkler, fætter hjalte, bedstefar… jeg tænker I for ideen. Der er der bare et hul, der ikke rigtigt kan fyldes af nogen andre for mig.

Så de var helt sikkert RÅ-savnet hele den dag. Det er nemt for mig at skrive nu, hvor der er langt mindre tid til at jeg skal se dem, men det var lidt hårdt for mig den dag.

Heldigvis er der nogen traditioner som man godt kan være med til, selvom man er lidt over 8.000 km væk hjemmefra. (Super glad for teknologi her)

Så jeg ringede da hjem om formiddagen for at være med til at se Disneys juleshow. Det hjalp også lidt med savn.

Også senere hen og ringe til min far, og snakke med min familie fra sjælland.

Men ud over alt det, havde jeg da også en fantastisk dag med min familie. Vi startede ud ved formiddagstid med at gøre klar med mad og dekorationer. Jeg hjalp til med dekorationerne. Vi fik dækket nogle fine duge på borderne og lavet vaser med blomster, og sådan forskelligt.

• 

• 

Vi fik også lavet nogle fade med “brigadeiro”. En form for dessertkugle. Det tætteste jeg kan tænke på er en form for romkugle, men det smager super godt.

Alt imens fik køkkenet lavet, en noget speciel julemiddag. Herovre er det tradition at man spiser kalkun, og det kan jeg jo som nok forholde mig til. Så er der ris og bønner, og så det lidt mere bizarre; som græskar med ost, en rejekompot, og stroganoff. Der var ihvertfald rigeligt for en hver smag.

I løbet af sen eftermiddag, begyndte folk så småt at komme dryssende. Vi spiste småkagerne (stadig et hit) og drak kaffe og bare snakkede, indtil klokken blev omkring 7-8 stykker og det var aftensmadstid.

Så var det allemand op og få noget og spise, og der var ihverfald rigeligt at tage af.

Efter mad, var det tid til at spille “amigos secretos” “hemmelige venner”- en slags pakkeleg. Alle havde fået en person, som de skulle beskrive, og så skulle man prøve at gætte hvem det var.

Det blev ikke til super meget fra min side, da jeg var den sidste person, så min “hemmelige ven” var ikke så hemmelig igen.

Det var super hyggeligt, og der var lidt venskabelig konkurrence imellem os, da man ligsom i pakkeleg godt kunne stjæle pakker fra de andre.

Kampen lå stærkt mellem en yogamåtte og nogle hårprodukter. Jeg stjal nogle øreringe fra Giovanna, men hun fik til gengæld en pose chokoladebare i stedet for.

Bagefter blev der uddelt gaver. Jeg gav min mor nogle chokolader med vin, fra en butik der sjovt nok hedder Kopenhagen, selvom det intet har med Danmark at gøre.

Giovanna gav jeg en dagbog, som jeg tænkte at hun kunne bruge til at skrive om sine oplevelser – hun rejste til Schweitz på udveksling her i januar. Heldigvis blev hun super glad.

Af dem var jeg også super heldig. Jeg fik en smuk kjole, nogle leggings til træning og nogle supersmukke bladøreringe:

Resten af aftenen foregik også helt stille og roligt. Vi spille nogle kortspil og spiste noget dessert før folk tog hjem.

Nytårsaften

December slutter jo selvfølgelig ikke kun ved juleaften. Det var jo også slutningen på et helt årti. Slutningen på 2010’erne. Slutningen på 19′. Sidste år på dagen.

Vi var taget til Pirangi for at fejre det. Det meste af dagen gik folk bare og dasede. Der var ikke så meget aktion før senere på aftenen, så jeg lå bare i en af hængekøjerne og hørte musik, og læste lidt, mens de andre drak eftermiddagskaffe og andre var på stranden.

Omkring kl. 9 begyndte folk at dukke op, og vi spiste noget aftensmad, mens klokken nærmede sig 12. Som en tradition, som kommer hvert år, så skulle jeg da selvfølgelig se 90 års fødselsdag og dronningens nytårstale. Uheldigvis har jeg ikke DR1 uden for Danmarks landegrænser, men så er der jo heldigvis en ting som hedder YouTube.

Senere hen, efter at vi havde spist og sådan, var det tid til at spille nogle leje. De havde sat et gavebord op, og så spillede vi noget forskelligt – lodtrækning, historiefortælling, bingo og sådan. Jeg var da super heldig, og vandt en notesbog og 3 lavendelsæber.

Til sidst blev vi simpelthen nødt til at stoppe, fordi at de havde glemt at sætte glas frem til champagne og sådan. Så de sidste fem minutter inden midnat, løb folk rundt som høns uden hoveder, og prøvede at finde alting frem. Et par minutter i, havde alle mirakuløst fået et glas i hænderne og så talte vi ned…….5…….4……….3………2………..1……..FELIZ ANO NOVO!!!

Vi skød det nye år ind med så meget fyrværkeri, at det næsten lignede små tordenstorme, når man kiggede ned langs kysten. Og på stranden var der også fuldt af mennesker. Galileu åbnede også en ny champagneflaske, og lavede kæmpe skumregn, så vi blev godt våde, og fik champagne ud over det hele.

En anden tradition, som vi også var nede og følge op på bagefter, var at “hoppe bølger”. Der er nemlig en tradition herovre at hvis man hopper over 7 bølger, så skulle det give godt held i det nye år. Lidt ligesom når vi “hopper” ind i der nye år derhjemme.

Senere, der omkring kl. 2, havde jeg også et lille øjeblik, der sådan lidt tog pusten fra mig. Jeg satte mig sådan set bare ned et øjeblik og reflektere over, hvor meget der egentligt var sket, bare det sidste års tid. Og det var godt nok lidt overvældende. Og det gik også op for mig at det faktisk var mit andet år væk hjemmefra omkring nytår. For i 2019 var jeg heller ikke hjemme. Shout-out til Camilla for den. Tak for en lækker tur sammen med din familie til Litauen 😘

Men også bare et kæmpe tak til alle som har stået bag mig og støttet mig igennem hele min rejse ind til videre. Det har virkelig gjort 2019 og hele min udveksling ind til videre så meget bedere. Kan slet ikke vente med at se jer alle igen!

Jeg sagde farvel til et fantastisk 2019. Håber 2020 bliver endnu bedere 👏🏻👏🏻

Vi ses i næste indslag!