Wow. Det er ikke så mange andre ord der kan beskrive hvor jeg er i mit liv lige nu. Så er der gået endnu en uge, og vi kommer ind i en weekend – hvilket betyder jeg kan sove længe igen. Yes!

Men i dag markere også dagen for min 2. måned. Det lyder som af ufatteligt lang tid, med nu hvor jeg sider her i dag og skriver det her indlæg føles det ikke som om der er gået mere end et par uger.

Det er også på tidspunkter som i dag, hvor jeg er glad for at jeg har en blog, så jeg kan få alle de nuancer jeg har i min hverdag med mig. Der er sket så meget i den sidste tid, at det er nær umuligt for mig at huske alt det jeg gerne vil, på ren og skær hukommelse.

Scroller vi tilbage til uge 9. så har der helt klart været nogle af de øjeblikke.

Den ene af dagende var vi igen i laboratoriet. Der var nogle forskellige forsøg med nogle indikatorer og den slags. Ikke rigtigt noget jeg ikke havde prøvet før.

Men det var først den dag jeg opdagede hvad der rigtigt var i det syltetøjsglas som stod langs den ene bordplade. Jeg havde godt set nogle krabber og sådan, men ud over det havde de slanger, en fugleedderkop, blæksprutter og jeg ved ikke rigtigt….

Men mest foruroligende var nok at de også havde et menneske foster…. Det er heromkring jeg ligsom begynder at stige af vognen.

Skoleudflugt til Martins!

Som nævnt i sidste indslag var der også en skoleudflugt i slutningen af uge 9. Jeg var super heldig nogle uger forinden, at der var nogle pladser som åbnede op, grundet at nogle af eleverne ikke kunne være der. Det er ihvertfald ikke noget jeg har fortrudt.

Tidligt, og jeg mener som i 3:45 tidligt, fredag morgen står jeg op for at nå bussen som køre 4:20. Det føles ærligt stadig som midt om natten, da jeg trukket mig selv ud af sengen. Min taske har jeg allerede pakket aftenen forinden, for der er ihvertfald ikke noget i den her verden der kan få mig til at pakke en taske før kl. 4 om morgnen, hvor jeg er mere end en zombie, som manisk bare går rundt for at pakke sin toilettaske færdig.

Jeg ankommer til skolen lidt halvtræt og afleverer min rejsetaske til buschaufføren, og sætter mig ind i bussen med musik, høretellefoner og nogle film klar.

Vi køre omkrig 6 timer hvor vi godt og grundigt forlader Natal og køre ud i noget mere øde landskab, lidt mere ørken agtigt, med udtørrede buske, klipper og bjerge med de vidtspredte huse her og der, og den tilfældige palmeplantage en gang imellem.

Det gav mig også bare sådan en stor kontrast at kigge ud af vinduet og tænkte tilbage på hvordan det ser ud derhjemme i Danmark. Hvor vi altid har noget grønt eller grasmark, havde de øde sletter med knastørt buske og træer. Og især husene som ikke er meget andet end nogle små konstruktioner af falmende mursten, giver også bare sådan en kold reminder om hvor stor forskellen på rig og fattig er herovre. Det lære mig altså bare at værdsætte hvor godt mit liv faktisk er.

Efter 6 lange timer i bussen ankommer vi endelig til Martins. En by som ligger højt oppe i en af bjergene, som betyder at jeg kom lidt væk fra 28 grader og faktisk nærmede mod noget der var lidt mere lig danske sommertemperature.

Vi boede på et lille resort med vores egne værelser, så da vi steg ud af bussen fik vi fat i vores tasker og nøgler til værelserne, før vi pakkede ud.

Efter vi havde pakket ud og spist middagsmad, gik vi hen for at besøge resortest mini farm.

Efter det fik vi en rundvisning i byen. Her fik vi set nogle af de lokale kirker, fik lidt at vide om nogle af de gamle huse som var i nogle af gaderne – nogle af dem var vist bygget helt tilbage i 1950’erne, eller noget i den stil.

Efter at have set den sidste kirke, tog vi alle med bussen igen for at se nogle af de steder hvor man kunne få en god udsigt oppefra toppen af bjergene.

Det var faktisk super super flot.

Efter vi havde besøgt det sidste sted tog vi hjem for at skifte, siden der var fest om aftenen. Det blev nu til en meget hyggelig aften, med noget….okay musik.

Da klokken på et tidspunkt begyndte at gå hen imod 22:30 vendte vi tilbage til bussen, for at køre hjemad igen.

Den næste morgen vågnede vi omkring kl. 6:30 for at spise morgenmad, og gøre os klar. Jeg og mine roomies sov faktisk igennem 5 alarmer, så vi havde ekstra meget travlt på, så vi var sikre på at vi kunne nå at komme med bussen.

Efter alle havde gjort deres ting færdige, ventede vi alligevel på vores chauffør, som i sidste ende var den som endte med at være forsinket.

Mens vi ventede på at han skulle dukke op, benyttede jeg tiden på at klatre op i den trælegeplads/junglegym ting som de havde bygget, for at få et bedre kik på nogle af de marmoset aber som boede over vores hus.

Men bedst som jeg har fundet nogle, kommer en af mine venner løbende for sit liv, og han op stopper foran mig helt forpustet og lidt i panik; “C, hjælp! Jeg bliver jagtet af en kylling!”

Sandt at sige var min første reaktion at skyde ham en forundret blik og grine af ham.

Ikke for at være ond, men vi var mindst 5 meter over jorden, i trækronerne, på en smal træbro, så jeg havde lidt svært ved at se hvordan en kylling skulle have forvildet sig herop. Men jeg gik tilbage sammen med ham, og det vidste sig faktisk at der var en fugl heroppe, men det var ihvertfald ikke en kylling. Det lignede noget nærmere end fasan, og jeg kunne måske godt lidt forstå hvor han kom fra.

Efter hele den episode gik vi ud til køretøjet som endelig var ankommet. Jeg har ikke rigtigt et navn på dansk, men det var lidt alla end truck med lad, hvor de havde sat nogle bænke i, som man kunne side på. Jeg vil lade billedet snakke for sig selv.

Men det var sgu meget sjovt. 110 gennem byen, ned af bjerget og ud på nogle hullede grusveje, satte ihvertfald bump i “bumpy ride”. Og med højtalere for fuld skrue, og en her vognfuld unger som synger med på hits som “Ride – med twenty one pilots”, var det svært ikke at få noget sjovt ud af det.

Efter omkring 45 min, ankom vi endelig til vores destination; Casa de pedra – (huset af sten)

En af mine yndligsting at se på ferie er drypstenshuler. Noget omkring duften af sådan et sted, er bare noget jeg forbinder med barndom og gode minder, så det var en instant vinder. Men til forskel var den her hule faktisk ikke under jorden, men en der skar et stort hul ind i en af bjergsiderne og ud på den anden side.

Det var så cool. Mit kamera gør virkelig ikke stedet noget gavn. Det er virkelig en af de steder hvor man skulle ha’ været der for at se det.

På den anden side af hulen var der også nogle store klippeformationer, og man fik igen muligheden for at se ud over det kæmpe fantastiske landskab.

Efter en lang tur tilbage til hotellet, fik vi lige knap en halvanden time til at pakke vores ting, spise middagsmad og aflevere vores nøgler i receptionen.

Jeg brugte noget af den tid vi havde tilovers sammen med mine venner i poolen, hvor vi nok fik leget en af de sjoveste runder Marko Polo, som jeg har haft i lang tid.

Ikke så længe efter var jeg i receptionen for at aflevere vores nøgle, da de siger da vi er halvvejs i køen at alle bliver nødt til også at aflevere deres fjernbetjening til aircondition, sammen med nøglen…? Så måtte jeg jo skynde mig tilbage for at hente controlleren, selvom jeg ikke rigtigt kunne forstå hvordan det kunne være.

Etfer alt var pakket og klart vendte vi snuden hjemad. Det fleste af os var trætte så alle gardinerne i bussen blev trukket fra, og de fleste af os sov det meste af vejen.

• 

• 

Vi gjorde dog et stop på vejen tilbage. Først vidste jeg ikke rigtigt hvad det var jeg kiggede på.

Vi havde jo haft komplet mørke inde i vores bus, så da dørene blev åbnet og hvidt lys bare fossede ind måtte jeg lige knibe øjnene sammen engang, for at fokusere på hvad det var jeg så.

Jeg vidste ikke det havde været en del af planen men det var en super cool ting lige at få med inden man skulle køre hele den lange vej hjem igen.

Vi var ankommet til en kæmpe dæmning med et stort udspring. Det var mega imponerende at se.

Efter der var taget nogle billeder var det allemand tilbage på bussen, da der stadig var 5 timer før vi bare ankom i Natal.

Sen aften kl. 21:00 ca. ankom jeg endelig derhjemme, hvor jeg kunne smide alle mine ting og lave søstjernen på sengen og få en lang god nats søvn.

Tanias Fødselsdag!

Søndagen efter var det Tanias 20 års fødselsdag. Hele dagen blev brugt på at pynte lejligheden med blomster og balloner og den slags, så det kunne være klar til når hun skulle komme den aften.

Det blev faktisk superflot og Tania lod også til at være meget positivt overrasket da vi og nogle venner af familien overraskede hende med et surprise party.

Det blev en super hyggelig aften med skønne mennesker, god mad og god stemning. Og Tania syntes ihvertfald at nyde det i fulde drag.

• 

Aula de Português i supermarkedet

Tidligere i denne uge holde vi vores aula de Português i supermarkedet i stedet for på IF som vi plejer. Vi gik rundt og lærte om lidt forskellige madvare og hvordan man kunne kende forskel på god og dårlig macacheira – hvilket man åbenbart gør ved at brække toppen af for at se om den er god indeni. Men siden det derhjemme er tilsvarende til at åbne en pose gulerødder, knække dem halvt over og efterlade dem, hvis man ikke er tilfreds, så kiggede jeg godt nok lidt underligt på min lærer, da hun begyndte at knække dem i stykker.

Efter vi var færdige i supermarkedet gik vi hen til en lokal “sweetshop” hvor vi købte pão de queijo, dolce de leite og ande lækre ting, som vores lærer gerne ville ha’ vi skulle prøve.

Når konstruktion går godt….og skidt

Tidligere i dag har vi haft et skoleprojekt for, så efter skole om formiddagen kommer jeg tilbage, så vi kan bygge en model af en hydraulisk presse. Alt går sådan set meget godt. Nogle af mine gruppe medlemmer har været ude at købe nogle sprøjter på apoteket som givet vis kom med nogle nåle.

• 

• 

Bedst som vi er færdige med at bygge vores model, syntes en af mine venner at det kunne være en godt ide at “pinche” mig med en af nålene – den tanke alene er en opskrift for ulykke i sig selv.

Jeg sad i en lidt uheldig vinkel – eller hvad man nu skal sige – da jeg sad med siden til ham, og jeg kan sådan se ud af øjenkrogen at han bevæge sig mod mig, så i det jeg vender mig og han skubber til nålen, presser han en nålen en god centimeter ind i min underarm.

Det lyder måske ikke af meget, men når du kigger ned og der pludselig sidder en nål fast i din arm, så tror jeg måske ikke du ville være så rolig heller.

Jeg går i full on panik mode, og flår nålen ud. Det tager lige et øjeblik før jeg er helt nede på jorden igen efter det adrenalinsus, men jeg har ihvertfald skræmt ham godt og grundigt siden han sider nærmest helt forstenet og prøver at gemme sig selv i sin hoodie.

Jeg tror min yndlingsting ved hele situationen, er da jeg senere skriver om det til Amanda, så kommer hun med noget som jeg ærligt talt kun kan regne med fra hende. Samtalen gik nogenlunde som følgende:

– Jeg blev faktisk stukket ned i dag

– ???

– Ja min ven kom ved et uheld til at stikke en nål ind i min arm

– Vent hvad?

Ej ved du hvad. Jeg kan faktisk godt relatere en smule.

Jeg brændte min arm på en brødrister i går.

Jeg mener come on 😂 Hun er jo bare gaven der bliver ved med at gi’!

En måned fuld af fantastiske oplevelser, som vil blive til langvarige minder, er kommet og gået. Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden bringer.

Vi ses i næste indslag!

Jeg ved godt det har været lidt irregulært uploading på det sidste, men nu skulle der gerne være styr på det igen.

Vi er nu i slutningen af den 8. uge. Hverdagen har endnu engang budt på en masse gode oplevelser: Kreative dage, biografture, churrasco, og nogle….knap så heldige ting 😅

Skolen byder igen på overraskelser!

Så har der igen været lidt gang i den på skolen. Selvom det for det meste er almindelige timer, så får de alligevel ugen til lige at have det der ekstra.

For de første dage betød det, at der var tilbud på prisen af det næste semester af skolen.

Hernede betaler de en latterligt høj sum hver måned, for at holde deres børn i skole. Især på privatskoler som min. Derfor var det ikke rigtigt nogen overraskelse, at der ville være en masse forældre som gerne ville for del af et nedslag i prisen, men jeg havde ikke regnet med at det nærmest ville være en stampede (bissen) i forhallen.

Folk ventede vitterligt I timevis, før at deres nummer gik fra 178 til 356!

Vi har også haft en udstilling (man kan glimte lidt af det, som er ved at blive sat op, i øverste højre hjørne af billedet ovenover). Det er virkelig utroligt hvad nogle af de her elever kan kreerer.

Super super kreativt. Det for mig virkelig til at savne de kreative fag i skolen som håndarbejde, sløjd og hjemmenkunstskab. Det kan godt være man ikke lærer super faglige ting, på samme niveau som med dansk og matematik, men jeg kan godt stadig savne at skulle bruge ens evner i lidt mere praktisk arbejde en gang imellem. At skabe noget fysisk, som kan være lidt mere end et regnestykke eller en stil på noget papir.

Jeg mener… dyrk lige de lamper nogle af de mindre klasser lavede ud af hverdagsmaterialer!

Skolen flydte også 39 år i tirsdags. Så nogle af eleverne havde lavet et skuespil for at fejre dagen, ud over at grundlæggeren af skolen kom forbi for at give en tale i auditoriet.

Det var sjovt, selvom jeg ikke rigtig forstod hvad det gik ud på.

Middag med Counselor og Pigerne

Torsdag var jeg med pigerne og Arthur – den nye chairman i vores distrikt – ude for at spise. Formålet var formelt for at vi kunne få udleveret vores lommepenge, men til dels var det også for at blive rystet lidt tættere sammen med Arthur.

Han er det nye ‘overhoved’ i distriktet, men fordi han har haft travlt med at planlægge hans bryllup, næsten helt alene, har han af gode grunde ikke haft så meget tid til at være sammen med os udvekslingsstudenter – fysisk ihvertfald.

Vi fik noget lækkert at spise – selvom vi var på Camarões. En resturant som primært kun sælger fisk. Og rejer specielt, da det også er det, deres navn betyder. Det var dog ikke helt skidt, da de også serverede kød. Det eneste problem ved det var, at alle portioner var tilegnet mindst to personer… Jeg kunne heldigvis dele med Zella.

Gys!

Nogle gange, er det man siger ja til, ikke noget man tænker over, før man sidder i det, og der ikke er nogen vej tilbage. Så da min familie spurgte mig, om vi ikke skulle tage i biografen for at se en film en fredag aften, så kunne jeg jo ikke sige nej.

Jeg elsker at tage i biografen sammen med folk jeg holder af, for at spise mig mæt i popkorn og sodavand til en god film.

Men det var først da vi ankom til biografen, jeg fandt ud af hvad vi skulle se. Jeg vidste det nok kun var naturligt at se 2’eren, eftersom jeg havde været inde og se den første, under mit gyser-spree med Line for noget tid siden. Og jeg foretrækker også en god gyserfilm – altid lidt gang i nerverne, og man sidder på kanten af sædet for at se hvad der kommer efter.

Men det betyder dog ikke at jeg var super spændt på at skulle ind og se det – eller skulle jeg sige IT – Chapter 2

Os tre piger – Giovanna, Jani og jeg sad nærmest klamret op ad hindanden halvdelen af tiden. Det gik jo ikke 5 minutter, så fik man det næste jumpscare!

Jeg kunne godt snakke om filmen….men I ved ingen spoilers, til dem der gerne vil se filmen (ik’ også Thea 😆)

Churrasco!

Lørdags kunne jeg endelig sove længe efter en lang hverdagsuge, og derfor sover jeg til normal Sille-tid. Omkring middag. Men jeg vågner dog op til 3 beskeder fra Xavier – en af mine venner fra skolen.

Noget aftalen senere, sidder jeg i bilen sammen med ham og hans familie på vej til hans farbror – eller onkel, whatevs’ – da hans familie holder en churrasco, som de gør hver lørdag.

⚪ Churrasco, er det brasilianske ord for barbecue ⚪

Det var super hyggeligt! Hans familie er super sød, med nogle dejlige unger. Det er ikke så tit jeg får lov til at være sammen med mindre børn. Men især at se Xavier sammen med Brena, hans lillesøster, gav mig en smule….tja det bedste ord ville nok være saudade.

(Det er et brasiliansk ord, som ikke kan oversættes, men det er lidt det samme som en længsel efter noget eller nogen)

Jeg har ikke rigtigt haft et problem med hjemve herovre, og det er heller ikke fordi jeg blev super ked af det. Saudade er ikke det samme som noget trist, men mere bare det… at man magler noget.

Og så var der ligepludselig meget langt hjem til mine egne to mindre søskende, og det var lidt nemmere at føle hvor meget Amanda og Bjørg…ligsom bare ikke er her.

De er ihvertfald en af de gaver i mit liv jeg er kommet til at værtsætte så meget mere, ved at være afsted så langt væk hjemmefra.

Vi brugte det meste af aftenen på at spille. De havde en super super cool spillekosol. I stedet for en almindelig playstation eller xbox, havde de en playstation simulator, hvilket i grove træk betød at du kunne spille de fleste spil lavet på alle gamle spillekonsoler, som nintendo – nu med farver, gameboys og den slags, med spil som “Diablo”, og “Adventure” hvor man kun er en prik som navigere igennem et heftigt pixileret spil….altså spil der var helt tilbage fra 1942. Virkelig gamle sager.

Super fascinerende, men jeg kan ikke sige, at jeg ikke ville foretrække spil som de nyere Tomb Raider. For sjovt som det er, kan man virkelig godt blive træt af at kigge på så dårlig en grafik…

Dog, er der en vis sjov ironi i at se et barn der er født omkring 2010+, som egentlig ikke burde have noget kendskab til nogle af de gamle klassikere, prøve at slå sin storebror i “street fighter”.

Der var også meget superlækkert mad. Især kød – siden det jo var en barbecue. For det meste grillede bøffer og pork ribs, med ris og farofa. Men der var også noget andet, som jeg ihvertfald ikke havde prøvet før….kyllingehjerte!

Jeg er måske lidt squeamish, når det kommer til den slags, men det var faktisk ikke så skidt. De første bidder ihvertfald. Men så tror jeg endelig min hjerne fulgte helt med på ideen om, hvad det var, jeg rent faktisk sad og spiste, og så var det pludseligt ikke så appetitligt mere…

Til ‘dessert’ var der en anden ting jeg ikke havde prøvet før, men som jeg ærligt talt heller ikke kan forstå meningen i….

Chokolade Pizza…

Vi spiser meget chokolade i forvejen hernede, så ærligt talt føler jeg bare det her er en undskyldning for at spise mere chokolade….det var også virkelige bare en sugar overload. Jeg kunne knap spise et slice, før jeg gik neden om og hjem.

Apropos hjem, på vejen tilbage til min lejlighed, kørte vi forbi et pizzaria for at købe en pizza til Brena. Nok den mindste pizza jeg har set i mit liv!

Piquenique!

Søndags var vi i “Parque das Dunas” for at have en picnic midt i en superflot park.

Vi var sammen med nogle venner af familien, mens vi spiste parisertoast, pão de queijo og bolo samtidig med at vi drak juice og kakaomælk.

Der var også nogle små damme med koi-fisk, salamandere og skildpadder. Omg….skildpadder… JEG MANGLER STADIG AT SE DE HAVSKILPADDER MOR!

Men ud over det mere fredelige dyreliv, var der også myrer. Rigtig mange myrer. Så det var lige med at holde låg på alt maden.

Og så den ene anden ting…

Det har ikke rigtigt været nogle nedture eller uheld i den sidste halvanden måned, men når man er mig, kan det ikke udgåes, at der sker uheld en gang imellem. Som når man taber sin telefon på et vådt badeværelsesgulv….

Heldigvis fungere telefonen helt fint, og jeg har planer om at få skiftet til en ny skærm en af de nærmeste dage.

Alt i alt har jeg igen haft en fantastisk uge, med en masse “first times”, og jeg ser frem til næste uge hvor den står på skoleudflugt!

Vi ses i næste indslag!

Det her indlæg bliver en smule rodet, med forskellige oplevelser fra både 5. 6. og 7. uge, så i må lige bære over med mig. Der er I de sidste par uger igen sket ting og sager, selvom hverdagen har sin faste plads i rutinen.

Jeg har ikke uploaded den 6. uge, grundet at der har været noget papirarbejde med statens politi og mit visum, som skulle gøres færdigt.

Man skulle tro at efter en sommerferie med papirarbejde, at man endelig ville være fri for jagten efter underskrifter, og diverse kopier af alverdens vigtige dokumenter, men så sniger den sig lige ind igen 🤦‍♀️

Heldigvis har vi endelig i dag fået alle trådene på plads og fået mig registreret, trods systemsvigt og kommunikationsproblemer 😂

Bibi – Uma vida em musical!

Lørdag den 7. var jeg med Álvaro, Daladiana og de andre piger inde for at se min første musical! Det er ved at være et par år siden, jeg så min sidste musical – shout out til Her Majesty’s Theatere med “Phantom of the opera”. Skulle godt nok ned i gemmerne af facebook for at finde navnet på teateret. Man kan godt komme til at føle sig helt nostalgisk (og en lille smule gammel) når man scroller tilbage igennem tiden…

Det var faktisk meget godt, selvom det var begrænset af, hvad jeg kunne forstå. Men det var super godt skuespil med en god historie, og nogle sjove sange.

Hele musicalen omhandler den nu afdøde brasilianske skuespiller Bibi Ferreira, som døde i år d. 13 februar. Hun var født ind i et liv med showbusiness, hvor hendes far var en stor skuespiller, og hun skulle vokse op og blev et af de største navne i brasiliansk musik industri.

• 

• 

• 

Igreja – I kirke for første gang

Søndag d. 8. var jeg for allerførste gang i kirke med min familie. De er katolikker, så mange af de samme ting minder lidt om at være i kirke derhjemme, hvor man også siger fadervor, trosbekendelse og den slags, men der var helt bestemt også nogle forskelle.

For det første var vi langt mere aktive i selve handlingerne, vi skulle sige langt mere, synge flere sange. På et tidspunkt var det også en speciel passage hvor man skulle give hånd og kramme alle naboerne.

Der var også et bestemt tidspunkt, hvor vi alle skulle ned på vores knæ og bede. Jeg er vandt til ved alteret i den danske kirke under nadver, at det kan hænde, men det var stadig ikke helt det samme.

Det nok fordi jeg ikke går i kirke hver søndag derhjemme, og ikke rigtig er vandt til, aktivt at deltage i udførelsen af andre religioner, men det var dog nu alligevel en ret spøjs oplevelse.

• 

Endnu en præsentation om Danmark

Uge 6.; Endnu en gang var der en fremlæggelse om Danmark. Det var dog den samme fremlæggelse som sidst, med den samme udvekslingsstudent. Til forskel var vi denne gang til en polyglot event, hvilket er nogle samlinger, som holdes nogle gange om måneden på det lokale universitet, hvor jeg også studerer portugisik.

Og denne gang var jeg faktisk også med til fremlæggelsen og bidrog med lidt ekstra punkter. Efter planen skulle jeg sådan set også have haft min egen fremlæggelse, men der kom lidt for meget i vejen, så det har vi rykket til senere i denne uge.

Det var dog meget sjovt at komme kunne bidrage lidt, og få lov at snakke med alle de andre elever nogle timer efter fremlæggelsen.

Giovanna’s fremlægglese

I sidste fredags (d. 13) var jeg med mine forældre ude for at se Giovannas fremlæggelse, som hendes venner og hende havde arbejdet på det sidste mange uger, om homoseksualitet.

Det fremlagde det til en konference dag de havde på skolen, så der var også mange andre gode fremlæggelser som var spændende at lytte til.

INTRO CAMP!!

Helt klart en af de fedeste oplevelser indtilvidere med Rotary, har været weekendens intro camp! (13.-15.)

Den har stået på en masse spændende oplevelser, med nye venskaber, og jeg har fået lov at møde folk fra hele verden!

Fredag den 13. sætter jeg kurs sammen med pigerne mod Resort and Hotel Marinas, I Tibau do Sul.

Efter en længere køretur endte vi ved hotellet. Vi boede i nogle hytter, som var rimlige rummelige, og vi lavede ikke så meget. Folk fik snakket med hindanden, der blev taget nogle billeder, og jeg mødte mine roomies.

Jeg boede på værelse med “Lua” fra Taiwan – hendes rigtige navn var noget i retningen af Koi Yu-Shen og det kunne godt blive lidt svært at sige hele tiden. Jeg boede også sammen med Rachel fra USA.

Om aftenen var der en præsentation både fra rotary om de 4 D’er: no DRINKING, no DRIVING, no DATING, no DRUGS og om sexual harrasment og sådan lidt forskelligt.

• 

• 

• 

Efter var der også en fremlæggelse fra Belo Tours, som fortalte os om de rejser som de udbyder, og det gjorde mig ihvertfald bare endnu mere spændt på forhåbentlig at komme på Amazonas Turen. Og sådan som jeg kunne høre det på de andre studenter, kommer turen nok til at være fuld igen i år!

Den anden dag spiste vi en lækker morgenmad og satte kurs mod stranden. Her skulle vi ud og sejle i speedbåde!

• 

Jeg troede kun vi sejlede rundt for at se lidt af landskabet, men så blev vi sat af ved et område med mangrove skov. Fordi sandet i området bliver blandet med saltvand og jord var der naturligvis en masse mudder. Så var der dømt mudderkamp!

• 

• 

Jeg må dog indrømme at jeg var lidt af en kylling. Der var rigtig mange “krabbe-huller” i sandet, så det var lige med ikke at blive nappet i tæerne!

• 

• 

Men det var nu rimelig sjovt. Det er ikke så tit vi for lov at folde vores indre legebarn ud, så når vi gør, kan det kun ende lidt skørt. Jeg synes et perfekt eksempel, er et billede af min ven Kevin.

Resten af dagen fjollede vi bare lidt på stranden. Inden vi tog hjem.

Der var en masse fritid, så det meste blev brugt på at slappe af i huset, eller være i poolen sammen med de andre. Op ad eftermiddagen var der noget mad igen – rinse and repeat.

Der var også nogle quizlege og sådan, men ellers var det mest bare peduleren mellem pool-hytte-hængekøje.

Hen mod slutningen af eftermiddagen blev der taget de mange traditionelle flagbilleder.

Først da det blev aften, gik vi alle mod byen, hvor vi spiste ved et lokalt pizzasted.

Efter det var der en lille (selvfølgelig alkohol-fri) fest, med musik, (jeg er stadig ikke helt på den der Brega-Funk vibe endnu) men det var super hyggeligt.

Den tredje dag tog vi allesammen til Pipa – eller næsten allesammen. En af mine venner fra Canada – Aidan, havde været syg dagen forinden, men det var blevet slemt nok til at han tog på hospitalet.

Vi andre var dog imellemtiden på stranden, hvor vi, jo hvad man gør på en strand. Badede. Jeg ville faktisk ønske jeg ville have taget mit kamera med, men jeg holder det som et minde i stedet.

Jeg så en rigtig levende delfin i vandet! Givet vis, var det kun nogle glimt af rygfinnen, men det var stadigt super, super cool, siden den var så tæt på.

Da vi kom tilbage til hotellet, havde vi de meste af vores ting pakket færdige, og var klar til afgang.

Ikke så længe efter sad jeg igen i minibussen på vej hjem.

Det var ihvertfald helt klart en begyndelse på mange gode venskaber, og en superfed oplevelse.

Især en af de ting som hænger ved, er noget som min counselor Arthur sagde tidligere en aften.

>I kan slet ikke forestille jer, hvem I kommer til at være efter de næste 9 måneder. Ingen har ide<

Jeg håber han har ret.

Vi ses i næste indslag!

Så gik der en uge mere… men hvad mere vigtigt er: Der er nu gået en hel måned, siden jeg tog afsted fra Kastrup lufthavn!

Det er godt nok utroligt som tiden går stærkt. Det føles ihvertfald slet ikke som en måned. Jeg kan tydeligt huske den første dag jeg ankom. Der virkede et år som rigtig lang tid. Men nu er der allerede gået en måned, og jeg kan slet ikke forstå hvor tiden bliver af.

Jeg har allerede oplevet så meget på det seneste: Et helt nyt kapitel i livets bog er begyndt: Jeg er startet i skole, jeg har oplevet fantastisk natur, blevet indviet i traditionel mad, og jeg kan efterhånden godt holde en normal samtale på et helt fremmed sprog.

Mest af alt har jeg haft en skøn tid sammen med mine venner og især min familie. Jeg har oplevet og lært mere, end jeg tror jeg nogenside ville have kunnet på en måned.

Jeg føler mig rigtig godt taget imod, og føler mig utroligt tilpas mellem nogle fantastiske mennesker, og i nogle eventyrlige omgivelser – det føles meget som mit eget lille eventyr.

Jeg har endelig fået styr på en fast rutine, og hverdagen er blevet helt normal – eller så normalt som det nu kan være, i et nyt liv på den anden side af kloden.

Skole bliver meget bedere!

Siden det meste af min dag er brugt bag skolebænken, er det også der, jeg bruger det meste af mine dage.

Undervisningen begynder – gradvist – at blive lettere. Det er nemmere for mig at forstå hvad der bliver undervist, og jeg kan også begynde at følge med i opgaverne. Der sker altid noget lidt ud over det sædvandlige. Hvis ikke det er i klasseværelset, så er der noget i løbet af ugen eller også er vi laboratoriet.

I denne uge var det begge!

Vi har både arbejdet med forskellige densiteter af væsker, og lavede eksperimenter med forskellige lufttryk.

Der har også været en bod med forskellige frugt og grønt, da de ældre klasser havde en pengeindsamling:

Der har også været andre ting som en zumbatime fordi det var fitness uge. 💃🏻💃🏻💃🏻💃🏻

Ude med vennerne!

Jeg har også været ude med Giovanna og hendes venner fra skolen til tivoliet endnu engang, for at prøve lidt flere ting. Og det kan man vist også roligt sige jeg gjorde. Efter nærmest at mase en af hendes venner flade i “Musik exspress”, tog vi begge to op i Discovery. En 40 meter høj anordning, hvor det ihvertfald kun var en ting, jeg skulle prøve EN gang! Ud over sikkerheds”selen”, var det nødvendigt med et ekstra gitter, fordi man ret og skær faldt ud af sædet og hang nede på det ydre gitter, når man hænger på hovedet…

Og så hjalp det også rigtig meget, at Giovanna’s ven blev ved med at snakke om, at det ikke var så slemt – man fik kun ar på sjælen, og hun ville helst gerne kremeres bagefter. “Fordi resterne af en selv, kommer alligevel ikke til at kunne være i en kiste…..” ….ja’er okay…så siger vi det.

Jeg var også i storcenteret med mine venner, hvor jeg fik købt en ny notesbog. Man kan ikke dy sig når der lige står noget Harry Potter på hylden, og I kender mig jo.

Præsentation i Rotary Klubben

Det er altså lige værd at nævne igen, at Rotary nok er en af de bedste, hvis ikke de bedste til at tage et udvekslings år med. Det forbinder bare folk på en måde, som jeg ikke har set andre steder. Det er super cool og kunne dele sit land med andre udvekslingsstudenter, og finde det repræsenteret i de fjerneste afkroge af verden.

Derfor var det super spændene at kunne få lov til at være med til et Rotary møde, hvor en tidligere udvekslingsstudent, som havde været afsted til Danmark, skulle give en præsentation om de rød-hvide farver jeg jo kender så godt.

Og det kunne selvfølgelig hellere ikke gøres uden en sektion om:

Det var meget interesant og høre ham snakke om sine oplevelser i Danmark, og gav også lidt et syn på, hvordan andre ser vores lille stykke af verden.

Og så alt det andet…

I denne uge har det været meget hverdag, men det er meget rart endelig at kunne begynde at kommunikere med min familie – selvfølgelig ikke flydende, men mit ordforråd begynder langsomt at vokse.

Hovedpine i timen er næsten også forsvundet. En god rutine med en masse vand, træning, og god nattesøvn gør god gavn mod det meste.

Jeg har også eksperimenteret lidt med fotografering af mine venner og familie i denne uge.

En utrolig måned med masser af oplevelser og læring er kommet, og jeg er sikker på en endnu bedere skal komme! Glæder mig til alt det der ligger forude!

Vi ses i næste indslag!

Så er endnu en uge gået i det fantastiske Brasilien. Selvom der nu så småt er begyndt at gå hverdag i den, er det som om der altid kommer til at ske et eller andet alligevel.

Tecas fødselsdag

I denne uge er jeg igen blevet budt på lidt forskelligt. Jeg har nu været med til den første fødselsdag herovre! Det var vores husmor Teca, som blev 42! Simpelt hen sådan en sød og kærlig dame. Jeg nyder altid at komme hjem til hende efter en lang skoledag, og jeg ved med det samme, at hun er i huset, når man træder inden for døren. Man kan nemlig altid dufte det helt ude fra køkkenet!

Hun har arbejdet for familien i 12+ år, og giver så meget hver gang hun er her, så nu var det vidst også på sin plads, hun fik lidt igen. Vi tog allesammen (+ Tania – en tidligere udvekslingsstudent som har boet hos familien før mig) hen til en lækker restaurant, hvor vi fik noget godt at spise.

• 

• 

• 

Tivoli!

På pladsen foran det kæmpe fodbold station, har der i de sidste par uger ligget et karneval-forlystelspark. Nogen vælger også at kalde det tivoli, men i kender der garanteret allesammen – nogle boder, og fra mildt til ekstreme forlystelser.

Vi kom 2 timer før lukketid kl. 20.00, men alligevel nåede vi kun to forlystelser. Køerne var uendeligt lange, og varede ca. 1 time hver, derfor gik tiden mest med at stå i kø. Men det viste sig ikke nødvendigvis at være dårligt.

Jeg kan ikke sige det nok, men samfund og kultur i Danmark og Brasilien ligger verdner til foreskel. I køen foran os, stod en flok piger, og der gik ikke så lang tid, så blev en af dem simpelt hen så nysgerrige, at de blev nødt til at spørge hvem jeg var, og hvor jeg kom fra. Det er nemlig sådan med Brasilianere, at de ELSKER fremmede mennesker, især hvis de prøver at snakke deres sprog. Det synes de, er noget af det mest nuttede i hele verden.

Så det fik vi også lidt tid til at gå med – bare at snakke med fremmede mennesker, helt spontant. Det er ihvertfald ikke noget jeg ville have regnet med, nogen steder i Danmark. Ikke fordi jeg tror på, vi lider mangel af interesse for andre kulturer, men mere fordi, vi har sådan et privatiseret samfund – på den måde forstået: at udspørge en fremmed om hvem og hvor de kommer fra, fordi de lyder lidt sjovt, når de snakker vores sprog, måske ikke lige er det, der ligger os først for.

Pipa

Endnu en gang bød weekenden på en omgang familie-hygge. Vi tilbragte en en hel weekend på:

Condominio Solar Pipa

Et lækkert lille hotel med plads til at slappe af i en hægekøje eller hoppe i poolen!

• 

• 

Lørdag brugte vi det meste af dagen på stranden. Selvom vandet godt nok var lidt koldere end Ponte Negra, og også en smule mere salt – fun fact: Faktisk netop på grund af det høje saltindhold i havet omkring nordøststaterne, kommer 75% af saltet og saltproduktionen fra samme område.

Dog var vi også oppe for at få noget at spise, og prøve noget af den lokale is.

Lørdag aften var vi i byen og så både kunst og lys, før vi fik nogle lækre pizzaer.

• 

• 

Søndag brugte vi for det meste på at være på stranden – igen.

Noget af familien var kommet på besøg + en tidligere rotex student og hendes familie. Så vi hyggede, og holde os under parasollerne, i skygge af den bagende sol – eller det gjorde de fleste af os…

• 

• 

For at komme op fra stranden skulle man dog op af latterligt mange trapper. Det føltes nærmere som Møns klint…

Før vi kørte hjemad så vi nogle klipper der tronede over stranden, så man kunne se lige ned. Det var en superfed udsigt, men hvis man ikke havde højdeskræk før, så fik man det ihvertfald med det samme.

Endnu en fed uge er gået, og jeg er sikker på at en fed uge skal komme endnu engang.

Vi ses i næste indslag!

Så er endnu en uge kommet, og gået ligeså hurtigt igen. Og alligevel er der sket så meget, endnu engang.

I de seneste 7 dage, er jeg på ny, blevet en del af mange nye oplevelser. Jeg er nu endelig ved at være faldet helt til i mine nye omgivelser. Min ‘nye’ tilværelse begynder sig småt at være helt tilvendt for mig. Den travle hverdag er begyndt at føles naturlig, og de faste rutiner er ved at sætte sig på plads.

Men selv om det med hverdagen, folk tideligt op om morgnen og i skole og på arbejde, godt kan blive lidt hektisk en gang imellem, så bliver der alligevel altid tid til noget kvalitetstid med familien eller venner, uden for ‘hverdags-timerne’.

Selvom det med sproget, stadig er en kamp opadbakke, begynder tingene så småt nu at sætte sig fast. Ord har nemmere ved at hænge ved, og jeg kan begynde at have små samtaler med min familie, og forstå hvad de siger – det meste af tiden. Det er dog ikke altid, at det portugisiske ryger ind og kommer igennem processeren, til noget der er noget lig forståeligt. Men jeg tager det med oprejst pande, og så er det ikke så svært at spørge: “om jeg lige kunne få den, en gang til”.

Skolen er stadig udfordrende

Selvom jeg har nogle fantastiske venner som gerne vil hjælpe mig, og som helt klart lige giver hverdagen det der ekstra, som gør det nemmere at komme igennem skoledagen, er det stadig lidt besværligt for mig. Sproget er en kamp, men sådan er det.

Der er også rigtig mange nye koncepter i skolegangen, som jeg skal forholde mig til. På uddannelses plan, er det ihvertfald nemt at se, at de ligger nogle niveauer over, hvad jeg er vandt til. Modulære funktioner, lysest bøjning i konkave og konvekse spejle, samt Radianer i en cirkel er ihvertfald ikke lige de temaer, der ligger mig først for, når jeg tænker tilbage på 9. klasse.

Jeg håber og tror dog på at begge dele – med en positiv tilgang – kan gå hen og give mig noget, jeg ikke selv havde regnet med det kunne. Derfor vælger jeg at se på forskellen i uddannelses niveauet som en fordel for mig selv. Det er altid interesant at kunne få testet sit intellekt, så jeg derfor tager jeg det som en kærkommen udfordring.

– Og så skader det heller ikke, at man en gang imellem for lov at komme med ind i laboratoriet 😉

En camp for tegnsprog!

Den ene af dagene var jeg også så heldig igen at være sammen med nogle af de andre udvekslingsstudenter på en af statens universiteter. Her var der – ud over nogle meget lange taler, som jeg ikke rigtig forstod – en masse døve og blinde studenter, og en fremvisning fra en tegnsprogscamp i forbindelse med rotary, hvor udvekslingsstudenter havde muligheden for at lære tegnsprog! Det synes jeg er super cool! Min ven Tania og en anden pige, udførte “What a wonderful world” – med Louis Armstrong, gennem tegnsprog.

Det er selvfølgelig kun en lille del af, hvad de lavede, men jeg glæder mig supermeget til, jeg selv for muligheden for at prøve noget lignende.

Paddle Boarding!

Den sidste dag i ugen, søndag. Der skulle ske et eller andet, før jeg skulle i skole igen mandag morgen.

På stranden med med nogle af mine venner og hans familie. Ud over at nyde solen lidt, fik jeg også muligheden for at prøve noget for den første gang: Paddle boarding! Det var ihverfald noget det kunne give sommerfugle i maven! Med (semi) høje bølger var det ikke altid lige let at holde sig oprejst på brættet 😅

Men der var nu alligevel noget fredfyldt over, bare at padle afsted over bølgerne, med en let brise og bagende sol. Det gav sådan lidt en følelse, der ikke er så let at beskrive. Ro. At høre til. At være det sted i livet, jeg skulle være. Jeg ved det ikke.

Ikke at forglemme: Alt det andet

I løbet af ugen, er jeg rendt ind i flere af landets specialiteter. Og i nogle tilfælde var det så lækkert at man ikke kunne nå igennem:

• 

• 

Andre gange var både udseende og smag, tvivlsomme:

Alt i alt er endnu en fantastisk uge gået her i min skønne by. Hvad mon den næste uge bringer?

Vi ses i næste indslag!

Så er de første 7 dage fløjet afsted! Det har været nogle udfordrende, men også fantastiske døgn. Jeg har fået lov til at blive introduceret til endnu flere fantastiske mennsker. Men samtidigt også blevet testet på min udholdenhed. Den nye side i mit liv, begynder sig så småt at tage form.

De Første Dage

De første morgner i et fremmed hjem var altid lidt underlige. Man vågner op et sted, med folk man hverken kender eller forstår særligt godt. Den første morgen i huset var meget stille og rolig. Da jeg kom ud i køkkenet var det bare mig og Janilda (min hostmor). Der så til gengæld ud som om, at der var mad nok til 7! Yoghurt, Granola-müsli, toastbrød, diverse pålæg, smør, kaffe og så videre. – Jeg nøjedes med yoghurt og en parisertoast.

Kaffe, som jeg førhen ikke rigtigt har brudt mig særligt meget om, er blevet en helt naturlig del af min hverdag – selvfølgelig ikke uden mælk og sukker. Sort kaffe kan jeg stadig ikke bryde mit hoved omkring. En af de ting, som skaber altid skaber en god stemning er at komme hjem efter en travl hverdag, og sidde og drikke kaffe med de andre, og høre hvad de har lavet – indtilvidere må jeg nøjes med at lytte 😄😉

Så småt, begynder jeg at falde på plads, i mine nye omgivelser.

De første aftner blev der spillet brætspil, og jeg var ved stranden med familien for at prøve Açaí. En traditionel nordøst-brasiliansk “is”, lavet af en frugt fra amazonasregnskoven. Den havde en meget sær tekstur, og så underlig ud, men, som jeg ville finde ud af – i min egen personlige mening – er meget af den brasilianske mad underlig, men det smager fantastisk!

• 

• 

• 

Første Skoledag

Efter at færdigøre det sidste papirarbejde på skolen, var jeg klar til at starte på min nye skole. Jeg var spændt, men også en lille smule nervøs, da jeg kom ind i klasseværelset for første gang. En ting blev ihvertfald helt sikkert, over de kommende dage: skolegang i Danmark og skolegang i Brasilien ligger verdener til forskel. Jeg fandt en tomt sæde, men der gik ikke mange minutter før der var femten personer stimlet sammen om mit bord. De havde selvfølgelig mange spørgsmål, om hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg havde valgt at komme dertil. Jeg var meget heldig at have nogle personer i klassen, som kunne snakke engelsk, og kunne hjælpe mig med at oversætte. Desværre gik der ikke lang tid, før at den første time gik i gang.

Det er altid lidt irretende for mig, når jeg sidder, og ikke kan forstå hvad der bliver sagt eller snakket om. Den første time var om fotosyntese, så der kunne jeg godt følge med, selvom at jeg ikke helt forstod, hvad vores lærer sagde. Men resten af tiden, sidder jeg ærligt talt i vildrede, og prøver bare at forstå lidt af, hvad der foregår omkring mig. Især i timer som samfundsfag, hvor det for det meste er læreren der snakker, er det rigtig svært for mig at følge med, selvom mine klassekammerater gerne vil fortælle, hvad der bliver snakket om.

Jeg er også blevet testet lidt på min kapacitet de sidste par dage. Alene det at blive nærmest bombarderet med spørgsmål og nye intryk fra højre og venstre, samtidigt med at jeg investerer en masse energi i at prøve at oversætte, gør min hjerne rigtigt træt. Derfor bliver jeg også udkørt, meget tidligt på dagen. Heldigvis for mig, slutter min skole 12:30. Den fortsætter kl. 14:00 nogle dage – det er dog ikke obligatorisk for mig.

Men foruden det, føler jeg mig meget heldig. Klassen har en fantastisk atmosfære – en som jeg ikke har oplevet i noget andet klasseværelse. Alle kan sammen, selvom de er meget højlydte. Og meget bizarre. Jeg tror bedst det kan opsummeres i en samtale, jeg havde med en af mine klassekammerater:

Mig: Hvordan siger man “underlige folk” på portugisisk? Ryan: “Nós” – os

Og alt det andet…

Dog er der heller ikke at forglemme de andre gode øjeblikke, som da jeg var på stranden med nogle af de andre udvekslingsstudenter, eller på restaurant med familien for at smage noget af den traditionelle cuisine.

• 

• 

• 

• 

Min første uge har været skøn i alle – ihvertfald de fleste – aspekter. Jeg begynder at kunne forstå mere og mere, og mit forhold til venner og familie bliver bedere i takt med at jeg ligeså stille vender mig til min nye tilværelse.

Jeg glæder mig til alt det der ligger forude!

Vi ses i næste indslag!

Afrejse i Kastrup lufthavn

Så kom dagen endelig. D. 3 august. Rejsen begynder.

Jeg begyndte for alvor at mærke sommerfuglene i maven, da jeg satte fod i Kastrup lufthavn. Det var lidt som om, at dagene op til min afrejse ikke virkede så alvorlige. Men så blev alting seriøst, meget hurtigt. Efter en times tid, var min baggage indkvarteret og mine boardingpas lå klar. Alt der manglede var at få taget det sidste billede på trappen, og så sige farvel til sin familie i et helt år!

Ja, det med billeder, det var jo ikke det sværeste. Ret ryggen. Smil. Men at sige farvel til min familie. Ja det blev måske en smule svære, end jeg havde ventet. Der blev knebet end tåre…eller to. Heldigvis stod der en gruppe af mine med-udvekslingsstudenter, som ventede på mig. Så jeg var ikke helt alene om det.

Efter at have sagt det sidste farvel, gik turen mod gaten, og ikke længe efter var jeg solidt plantet i et sæde højt, højt over skyerne.

Ankomst i Natal

Mange timer, security check (det der sker, når man glemmer man har en vandflaske i tasken…ups.), og et par Starbucks-frappochinos senere, stod jeg i Natal International Airport. Her blev jeg mødt af mine dejlige Hostfamilier og Counsler fra den lokale klub. Efter at have taget en masse billeder, kom jeg ud i den friske luft, for første gang i knap 19 timer. TIL-TRÆNGT!

• 

• 

• 

• 

Jeg kørte med Gabi, Giovanna og min hostfar – som kørte forkert 3 gange, hvor vi til sidst blev enige om, at det nok var smartest Gabi (min Host-kusine) fandt vej på maps 😂 – til mit nye hjem.

Vi kørte igennem den nedre del af byen og over Newton Navarro Bridge:

Derefter lidt gennem den nordlige del af byen, før vi endelig parkerede under et stort højhus. Her kørte vi op med elevatoren, og kom ind i en dejlig lejlighed.

Jeg fik tid til at pakke ud og tage et meget ventet bad.

Resten af eftermiddagen og aftenen blev brugt på at spise aftensmad og spille brætspil og uno – uno med Brasilianske spilleregler vel og mærke!

Men efter det tredje spil uno, var jeg godt nok også træt. Selvom klokken kun var blevet 8, var det sengetid for mig.

Alt i alt, en lang, men god start på min rejse!

Vi ses i næste indslag!

“There is a kind of magicness about going far away and then coming back all changed.”

— Kate Douglas Wiggin .

Jeg er selvfølgelig helt vildt spændt over at komme afsted. Har du lyst til at komme med på rejsen, og følge mig og mit år?