Så kan vi også hive februar af kalender hæftet.

Som altid, er jeg jo ikke direkte punktlig med mine oplæg. Men i den sidste uges tid, har jeg faktisk været nede med en omgang influenza af en art, hovedpine, feber og forkølelse. Så jeg har udskudt teknologi og at skrive det her indlæg til jeg blev rask nok.

Men med masser af tid og te – som min mor jo så unægteligt hævder er kuren til alt – så er jeg langsomt kommet på toppen igen, og kan endelig fortælle jer hvad jeg har haft gang i.

Som altid er det jo umuligt at have en hel måned hvor jeg intet laver, så lidt, er der jo sket igen.

---

Hvis I ikke skulle vide det allerede, så har jeg endelig fået at vide, hvornår jeg kommer hjem.

Den 4. juli, klokken 14.15 i Kastrup lufthavn, sætter jeg får første gang fødderne på dansk landjord igen, efter 11 måneder – præcist.

Det begynder at gå op for mig, at jeg faktisk kun har mindre end 4 måneder tilbage herovre, så jeg kommer ihvertfald bare til at nyde resten af tiden jeg har tilbage.

---

Fest for Fernanda!

Som nogen af jer måske kan huske, så har jeg efterhånden nævnt Paulo og Carlas datter, Fernanda, et par gange.

Det var i forbindelse med at hun havde bestået ENEM – den største nationale test herovre. Den er super vigtig, og dit resultat bestemmer hvilke universiteter eller andre former for uddannelses matrikler, du kan komme ind på.

Derfor var det også en stor begivenhed, at hun var bestået, som de jo gerne ville fejre.

Så jeg var blevet inviteret til en “lille” barbecue i deres nabolag søndag formiddag.

“Lille”, har så godt nok en lidt anden betydning for dem. Med mindst 40-50 andre gæster, tjenere og drinksbar, var det alligevel noget af et lidt større foretagende.

Jeg kom lidt tidligt, hvad deres tidspunkter angår. Måske en halv time efter tidspunktet, de havde skrevet i invitationen. Herhjemme ville vi nok ikke rynke så stort på næsen af det, men hvis folk stadig ville dukke op 2 timer efter, ja så havde vi måske overvejet, om de havde fortjent at dukke op.

Men fordi det her jo er latinamerika og ikke Danmark, så kom de sidste gæster jo ikke før 3 timer efter, eller noget deromkring ihvertfald.

---

De havde disket op med en buffet med en masse lækker mad, så man kunne nemt gå op og fylde sin tallerken

Og så kom tjenerne også rundt med kødet til bordene, hvor de skar det ud for dig.

Der blev sunget, danset og snakket i et væk, og vi havde en rigtigt hyggelig formiddag.

Jeg fik også muligheden for at snakke med Giovanna igen, da hun facetimede i løbet af dagen.

Hun synes at have faldet rigtigt godt til i det kolde, sammen med hendes nye familie, og har allerede været på mange nye eventyr selv.

---

På tur med familien

Det var blevet ugen før Karneval, så selvfølgelig var jeg jo også ude og fejre det.

Min originale plan havde været, at tage afsted sammen med en af pigerne, men der gik noget knas med kommunikation og planlægning, så jeg tog i stedet på et lille roadtrip med Galileu og Janilda.

Vi tog til Joao Pessoa – en by ca. 200 km herfra – for at besøge Janildas mor, som bor i byen, sammen med en anden fra familien.

Den første dag lavede vi ikke det store. Vi ankom omkring middagstid, og tog ud på en lokal restaurant for at få noget at spise.

Efter, tog vi ud til en lille naturpark, som grænsede op til havet. Mirante do Parque Ecológico Bosque dos Sonhos. Eller bare punktet tættest på Afrika. Den alleryderste spids af sydamerika.

Jeg købte lidt nips til min blazer, og vi så en pony som tydeligvis ikke var super interesseret i at blive klappet. Jeg kunne godt komme hen og nusse lidt ved den, med så vrinskede den da højlydt, da jeg kom til at skride lidt på noget af gruset, og så var jeg bare ikke interessant længere.

Efter, tog vi hjem og brugte resten af dagen i huset, før der om aftenen ved 6. tiden kom en massør forbi, og gav os alle en omgang massage.

Det havde været en del tid, siden sidst jeg fik en professionel massage, og hun gik virkelig også til den. Hun fik fjernet noget gammelt stress i mit skulderblad, som så også resulterede i at hele min skulder blev krabberød.

Men afslappet det blev jeg da!

---

På andendagen tog vi på en tur, vi havde hørt om dagen forinden. Det var en sejltur kaldet “Det røde sand”. Så vi regnede med at det nok ville være en tur, hvor man ville komme ud og se nogle fisk – snorkeltur. Eller noget i den stil.

Da vi dukkede op, fik vi at vide at vi skulle vente 3 timer mere end ventet, da båden som skulle sejle 9.30, som vi havde regnet med at kunne komme med, var sejlet tidligt.

Derfor havde vi sat os ind og ventet, og bestilt noget at drikke, for at få noget til at få tiden til at gå med. På et tidspunkt besluttede Galileu sig for at gå tilbage og ud i bilen med vores ting, siden vi alligevel havde så god tid.

Men lige som han forsvinder om hjørnet, kommer der en dame med en megafon, og begynder højlydt at annoncere at den næste båd sejler om et par minutter.

Vild panik. Jeg skyndte mig at få mine klipklapper på, og komme efter Galileu, mens jeg håbede at Jani i mellemtiden fik fat i en tjener, så vi kunne betale for vores drikkevarer.

Jeg fik fat på Galileu, i den længst mulige ende af parkeringspladsen, og vi løb tilbage mod stranden så hurtigt menneskemængden tillod.

Vi fandt Janilda på vejen, og kom som de sidste ned på båden.

Dog havde vi nok ikke behøvet at skynde os så meget, da båden så heller ikke sejlede før 30 min. senere. Men så kunne vi da se frem til en god tur….ik?

Som vi nærmede os, skulede jeg sådan ud over rælingen, og tænkte lidt “er vi kommet det rigtige sted hen?”.

Båden lagde til kaj på en tom sandbanke ude i havet, og vi blev alle sendt af båden. Så stod vi jo der. Tom sandbanke, ingen parasol, ingen siddepladser, ingenting. Kun 70-100 andre turister der også var blevet snydt. Sandet var ikke engang rødt. Ikke lige den tur, vi havde håbet på.

Så i to timer gik vi bare lidt rundt på må og få på den sandbanke, og ventede på at båden skulle komme tilbage. Ikke nødvendigvis en tur jeg ville anbefale til andre.

---

Da vi kom tilbage, nogle timer senere, kørte vi ud for at se en strand i nærheden, og for at mødes op med Janildas søster og hendes børn.

Først kørte vi til “hjerternes strand” – bilerne holdt så bare parkeret i kilometerlange køer langs skråningen ned mod stranden, så vi besluttede at besøge en strand i nærheden i stedet.

Her havde vi en hyggelig eftermiddag, ud over at jeg dog blev en smule forkølet af at bade i havet.

Bølgerne var rimeligt høje den dag, så jeg fik en del vand ind og ud af næsen, hvilket, ud over ikke at være specielt rart, kan få din næse og øjne til at løbe en del i vand.

Vi tog hjem efter et par timer, hvor vi pakkede vores ting, før vi tog mod Pirangi, hvor vi havde planer om at mødes op med Paulo og Carla, og bo ved dem et par dage.

Efter at havde sagt farvel til Janildas mor, satte vi kursen mod Pirangi sen eftermiddag. Derfor blev der også aftentid, da vi endelig kom frem til Pirangi.

Og fordi det var karneval havde de åbenbart blokeret alle gader og stræder indtil den vej hvor vi skulle ind, så vi kunne slet ikke komme hen til deres hus på nogen måde.

Uden at kunne slippe forbi politiet, tog vi hjem til Natal for at sove.

Formiddag næste morgen kørte vi tilbage, og fik endelig lov at komme igennem. Vi pakkede vores ting ud i huset, og brugte det meste af eftermiddagen på verandaen med kaffe, hvor vi bare sad og snakkede. Jeg brugte dog også noget af dagen på stranden.

Hen mod aftenen gjorde jeg og nogle af de andre piger i huset os klar, og tog ud for at fejre karneval i gaden. De havde alle forskellige kostumer på, og jeg lånte et Minnie hårbånd.

Der var rigtigt mange mennesker, men en sygt god stemning også. De fleste var lidt berusede og dansede i gaden efter karavaner – 2 store lastbiler udstyret med kæmpe boomboxes på siden. Der var også folk i siden af vejen, som havde deres egne stereoanlæg, der blastede funk for fuld skrue.

Vi mødtes også med Zella og Alex på vejen, og brugte noget af aftenen med dem.

Vi dansede og sang hele aftenen op af vejen, men efter nogle timer var jeg og nogle af de andre blevet trætte og besluttede os for at gå hjemad sammen med nogle af de voksne.

---

Morgenen efter, brugte jeg det meste af formiddagen på stranden.

Vi forlod huset tidligt den eftermiddag, så da jeg kom tilbage fra stranden, var de igang med at pakke de sidste ting sammen.

Men før vi tog afsted fik jeg dog lov at sætte mit eget personlige aftryk – bogstaveligt talt.

De havde for nyligt begyndt at bruge en af væggene til at sætte håndaftryk. Så vi skulle da også alle sammen sætte vores eget på muren, før vi tog hjem igen.

Jeg synes det var en super skøn ide. Og det føles godt at vide, at man har sat sit eget fysiske præg et sted.

---

Projekt Intermaos!

Som en sidste ting, er det endelig også blevet min tur til at deltage i programmet INTERMAOS.

Hvert år holder min rotary klub et samarbejde med en skole for døve, hvor os udvekslingsstudenter bruger nogle måneder sammen med de døve på skolen, og får lov at lære lidt tegnsprog og sådan.

Vi havde den første time, på 7. måneders dagen – d. 4 marts.

Det var en rigtigt interessant oplevelse, at observere hvordan de andre elever kommunikerede med hinanden. Bare at se i stilhed og prøve at gætte sig frem til hvad alle de mange håndfagter betød.

Jeg fik lært at “sige” mit eget navn og nogle andre små ord på portugisisk tegnsprog – ja det viser sig, at alle lande har deres eget tegnsprog.

Det er lidt svært og huske alfabetet, og når de også staver ting hurtigt, kan jeg slet ikke følge med.

Men det er super sjovt at være med til, og jeg ser meget frem til resten af vores timer!

Ja som lovet her er den. Opdateringen for den 6. måned. (Ked af at det måske blev morgenen efter, for jer)

Et halv år. Hold da op mand. Der er godt nok sket meget det sidste halve år. I dag har jeg mindre tid frem foran mig, end jeg allerede har tilbragt her. Det er en underlig tanke.

Men som altid, så står mit liv jo aldrig stille, så der er jo også sket en del ting i løbet af januar.

Ude og løbe!

Som en gammel skrøne går, spiser man sig mæt i december og så er der slankekur i januar.

Og ikke fordi vi var helt store på en slankekur, så var vi da ude at motionere lidt. Jeg var med min hostfar ude, nogle dage efter nytår, og løbe sammen ham og en af hans venner. Vi tog ud til en strækning på ca. 1 km. foran “Parque das Dunas” som nogle af jer måske kan huske fra min skovtur helt tilbage i den 2 eller 3 måned.

Det var sådan set ikke kun os, som var der. Der var et rimeligt kendt sted for joggers også, så de har den del af vejen spærret af om aftenen, så der er plads til alle løberne.

Det var dejligt endelig at komme ud og løbe igen. Jeg har jo førhen og måske også fortsat blevet rimeligt bekendt med løbebåndet, meeen det er jo ikke helt det samme af at løbe ude i den friske luft, med lidt skiftende terræn og sådan – snakker af erfaring.

Men det var super hyggeligt. Det var også første gang i månedsvis vi fik lokket min hostfar ud og løbe. Han har så derefter også været ude og købe 4 nye løbeshorts, så han rigtigt kan komme igang igen.

• 

• 

Afskedsfest for Giovanna!

Som jeg måske har nævnt nogle gange for noget af min familie, men jeg ikke kan huske, om jeg har skrevet meget om her på bloggen, så skulle min hostsøster til Schweitz på udveksling.

Så d. 10, 3 dage før hun tager afsted, holder vi en fest for at fejre det.

Jeg har underligt nok ikke rigtigt nogle billeder fra den aften, ud over det billede af kagen.

Men ihvertfald, så var det en rigtigt hyggelig aften. Vi begyndte sent på eftermiddagen, som folk begyndte at dukke op.

Hele aftenen var meget stille og rolig. Som sædvanligt blev der disket op med den helt store buffet. Ris og bønner – selvfølgelig – stroganof, den der rejekompot, flødekartofler, carne de sol, og forskellige salater.

Der blev snakket til lagt ud på aftenen, og sunget… ja nok nærmere skrålet karaoke. Det betød ikke så meget om man sang godt, der var bare super god stemning.

Efter alle gæsterne havde fundet hjem, hjalp jeg Teca (som i virkeligheden hedder Franciska….som jeg først finder ud af den aften…..) og en af de andre med at få ryddet op i både lejligheden og nede i festsalen.

Det tager mange vognfulde og ture op og ned i elevatoren, før vi får alt sat på plads, men et par timer senere er alt ryddet og i orden.

Og Giovanna havde en dejlig aften.

Aftensmad med Tânia

Trist nok, så samtidigt med at Giovanna tager afsted, skulle Tânia også hjem til Argentina.

Så for ligesom også at have en sidste aften med hende, tog vi til “Camarões”, den resturant som jeg jo har snakket om et par gange efterhånden.

Vi mødte op med en del af familie og venner, samtidigt med den gamle chairman Daladiana.

Vi havde alle en rigtigt hyggelig aften. Vi bestilte noget god mad, og himlen være lovet er der nogen af familiens venner der har en reje allergi, så jeg kunne dele nogle medaljoner med hende 😂

Men for mig så gik aftenen sådan set rimeligt hurtigt. For min familie som kender mig, så kan jeg jo næsten snakke folks øre af, hvis jeg kommer godt fra start ihvertfald.

Og så før jeg fik set mig om så var aftenen allerede omme.

Vi siger farvel til Giovanna og Tânia

Som kom d. 13. et vendepunkt for mange af os. Det var Giovannas start på hendes eventyr. Min sidste aften med min første familie, og slutningen for Tânia.

Rimelig skørt timet at det alt skete på samme tid.

Men altså – klokken 11 om formiddagen tog vi til lufthavnen. Sidste gang jeg var der, på givne tidspunkt ihvertfald var præcis 5 måneder og 1 uge, siden at jeg ankom. Det var ihvertfald den notifikation jeg fik fra lufthavnens internet.

Først var det Tânias tur. Da jeg mødte hende i lufthavnen havde hun fået samlet alt sit bagage sammen på en af de der vogne man nogen gange ser folk kører rundt med.

2 store kufferter, en hiking-backpack, og en rejsetaske alle fyldt til randen, plus hendes blazer som mindst vejede nogle kilo, havde hun på slæb. Jeg har ulme fremtidsudsigter for mig selv, da jeg i øjeblikket kun har plads til tøj i min grønne kuffert .

Men ihvertfald tjekkede hun ind, og fik flagged en af hendes kufferter for overvægt. Efter hun havde løst det med tolderen, gik vi mod linjen til security.

Her sagde vi de sidste farveller og der blev da en lidt sørgmodig stemning efter at de sidste billeder var taget, og hun var forsvundet ud bag linjen til secruity.

Jeg kommer sgu til at savne hende lidt. Siden at hun jo også var en del af familien, har jeg brugt rigtig mange af de vigtige aftener sammen med hende. Og det bliver da lidt mindre interessant når hun ikke er her mere.

Vi tog hjem, og Giovanna brugte det sidste af dagen på at pakke det sidste sammen.

Og altså…. lidt rod var der da.

• 

• 

Men der kom styr på det, og samme tid, klokken 11 om aftenen bare tog vi afsted, for at aflevere Giovanna. Vi fik taget nogle billeder og en rundtenom farvel og så kom hun i køen til secruity.

Ikke længe efter vi var sikre på hun var bordet tog vi hjem igen.

Jeg savner hende allerede lidt. Jeg følte jeg klikkede rigtigt godt med Giovanna fra starten af, så det er helt sikkert lidt trist ikke at have sin ‘søster’ der længere.

Men jeg kan da heldigvis melde at begge piger landede godt og sikkert, og blev mødt med åbne arme, fra begge deres familier.

Madforgiftning

En af de ikke så fede aspekter ved at være afsted, er jo at man kan gå hen og blive syg. Men jeg har da før haft både feber og forkølelse, så der har ikke rigtigt været noget stort der.

Men så en svanger morgen gik jeg så hen og fik det rigtigt skidt.

Efter at vi havde afleveret Giovanna i lufthavnen, tog vi med Paulo og Carla til deres strandhus i Pirangi.

Jeg gik sådan set i seng da vi ankom, men morgenen efter, gik jeg op til den lille terrasse som de har med udsigt over havet, og ville sådan set bare lave morgenmad til mig selv som jeg plejer.

Men ja så tager jeg mælken, og der står jo at det er laktosefri, men vi prøver. Jeg som jo normalt ikke drikker laktosefri mælk, tror bare at det bare var sådan den mælk normalt smagte og jeg slugte min mælk og de smagte meget underligt.

Nogle timer senere, skulle det vise sig at det ikke bare var det. Min krop gik lidt i krig mod sig selv, og uanset hvad jeg prøvede at spise eller drikke kom bare lige op igen.

Da det kom til det punkt, at jeg ikke engang kunne drikke vand, besluttede vi at det nok var en bedre beslutning, at tage til lægen og få det undersøgt.

Det var ganske nok madforgiftning som vi tænkte, og jeg blev med det samme forbundet til et drop.

På ca. en halv time fik jeg indskudt 2 liter mineralvand, så jeg kunne få noget væske tilbage i kroppen. Jeg fik også noget andet medicin, som vist skulle modvirke en del af mine symptomer, med de bivirkninger at jeg fik både lidt tør hals og ikke rigtigt kunne fokusere, når jeg skrev beskeder på mobilen.

Så var det min tur

Ja undslippe det kunne jeg heller ikke. Det er og var midtpunktet i mit udvekslingsår, og det betød også at det var tid til at skifte familie.

Jeg var med rimeligt blandede følelser omkring det. Det tror jeg ikke kan undgås, efter man er blevet tilvænnet en hverdag og en familie som man føler meget for.

Så er det lige pludselig at smide en skruenøgle i tandhjulene – at skulle starte helt forfra igen. Det får jo nogle forskellige følelser til at vælde op.

Jeg var jo glad, og syntes det var super at jeg fik en familie mere, men på den anden side var jeg heller ikke helt 100% på at skulle skifte.

Men sådan er det jo. Det tager bare tid.

For at fejre den sidste dag, tog vi ud for at spise på Recruta. En af mine favorit resturanter herovre.

Jeg fik en lækker salat til forret, og en super lækker traditionel brasiliansk tallerken med både ris, bønner, farofa, kød i tern og spejlæg.

• 

• 

Jeg havde også sådan lidt udskudt det der med at pakke mine ting sådan lidt til sidste minut, så i løbet af det meste af eftermiddagen, fik jeg både mit værelse og badeværelset pakket ned i diverse poser, kuffert og tasker.

Vi kørte ned til en cafe/bar inden vi tog ind til Carmen for ligesom at få en “sidste” kop sammen.

Det var suuuuuper lækkert. Galileu og jeg bestilte en frappuccino, mens Jani bedte om en cappucino. Både hende og jeg bestilte croissanter, og var positivt overraskede, da det viste sig, de var helt hjemmelavede. Super lækkert.

Efter vi fik drukket vores kaffe og spist vores croissanter, kørte vi mod mit nye hjem.

Vi fik læsset det hele af og jeg sagde farvel til dem begge. Jeg savnede dem allerede lidt efter porten lukkede, men jeg blev taget super godt imod af både Carmen og min nye hostbror Olavo.

Det var lidt sent om aftenen, så jeg fik bare en lille rundtur af huset, og så gennemgået nogle simple husregler, men ud over det gik jeg på hovedet i seng bagefter.

Og det kan jeg da ihvertfald sagtens nu hvor jeg har 2 senge. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med alt den plads. Det er det samme med mit mobilabonnement, som vi var ude at købe her for et par dage siden. Jeg som jo knap bruger 2 GB om måneden har nu…kid you not 120 GB pr. måned! Altså det for jeg jo aldrig brugt. Men nu løber jeg da ikke tør.

Morgenen efter skete der ikke det store. Der var selvfølgelig de der akavede første dags vibes, som jeg ikke tænker man kan komme uden om. Man finder ligesom ud af hvordan man står i forhold til hinanden, og skal lige finde ud af hvordan hinanden agere og sådan.

Et godt sted at starte var ihvertfald at få pakket ud.

Efter det, begyndte mit værelse allerede at føles lidt mere hjemligt.

Første skoledag!

Den 21. var det tilbage i skole for mig. Efter en lang ferie, var det super fedt at mødes med mine venner igen, og få catched-up på hvad de havde gået og lavet.

Der er kommet en del ændringer siden sidste år.

I år går jeg i ny klasse med nogle af mine gamle klassekammerater, med der er også kommet nogle nye ansigter til.

Ud over det, har jeg endelig fået lov at få bøger, og kan langt nemmere være med i timerne, nu hvor jeg forstår sproget en del bedre.

Jeg har også taget min første eksamen i portugisisk sprog og matematik. Og altså, det er langt fra topkaraktere, men jeg er alligevel okay stolt af de resultater jeg fik alligevel.

Jeg er også begyndt til sport og har skrevet mig selv ind på Judo holdet. Jeg har endelig fået fat i min uniform, så nu glæder jeg mig bare til torsdag til min første rigtige træningstime.

Fodboldkamp!

Nogle gange kan det godt have sine fordele at have en bror som arbejder på stadionet, som kan skaffe gratis billetter til fodboldkampene.

Så d. 22 var jeg med Paulo og Galileu inde og se kamp.

America vs. ABC

Vi besluttede at gå til fods fra lejligheden, siden at vejene op til kampen havde trafik, der nærmest stod stille. Allerede før vi kom derhen kunne man høre folk der fyrede fyrværkeri af i gaderne, og de gik i lange karavaner mod stadionet.

Selv da vi kom frem, 10 min. før kampen startede var køerne meterlange. Vi kunne høre kampen starte, lige som vi var ved at nå ind, og kæmpemæssige bølger af kampråb væltede bare over hvælvingen af taget på stadionet, så det næsten helt svajede i vinden.

Da vi så endelig kom ind, var der nærmest fyldt op. Der var KÆMPE god stemning og masser af energi. Vi fandt nogle pladser med super udsigt, og så videre på kampen. Vi havde allerede misset det første mål, da ABC havde scorede i de første 30 sekunder af kampen.

Jeg blev lidt nødt til at heppe på America siden at hele min familie hepper på dem (også min nuværende familie)

Men det gjorde nu heller ikke så meget. Det var super spændende at følge med, og man blev helt gejlet op når de scorede et mål.

Galileu hoppede vitterligt rundt som en lille dreng hver gang.

Jeg var måske heller ikke meget bedre selv:

Den gik meget frem og tilbage og begge hold skød meget på mål men kampen endte 4-3 til ABC, men det var nu en god kamp uanset.

Desuden er sæsonen slet ikke slut endnu, så vi har masser af chancer endnu.

Kongen af Pop!

En anden af dagene var jeg også ude med min nye familie og se et show til ære for Michael Jackson.

Det var suuuuuper fedt, selvom man godt kunne få lidt hovedpine af den konstante høje musik. Men impressionisten var super god.

Det var lidt synd for dem i de første 20. min, fordi hans mikrofon hele tiden blev ved med at give ud. Heldigvis fik de løst problemet og så jammede det egentligt bare restenen af aftenen.

Jeg ville rigtigt gerne vise de videoer jeg har taget med min telefon, men kvaliteten er ikke super god fra der hvor vi sad, og du kan næsten ikke se sangeren, så jeg tager bare en video fra deres youtube kanal for at vise det.

Helt samme performance, videokvaliteten er bare meget bedre:

Xaviers fødseldsdag

Selvfølgelig er der også den månedlige fødselsdags opdatering.

Denne gang var det en af mine gode venner Xavier der havde fødselsdag i går. (Den 3.)

Det var super hyggeligt! Vi mødtes på et pizzaria kaldet “Reis Magos” i midtbyen om aftenen, med hans familie, og en af vores andre venner Vitor.

Vi brugte bare et par timer, hvor vi bare hyggede og snakkede og spiste noget pizza.

Xaviers familie havde også købt ham en fin kage med lys og navn og det hele.

Efter festen var jeg simpelthen stopmæt, og hans forældre var søde nok til også at køre mig hjem bagefter.

━━━━━━━━━━━━━━━━

Så er vi rundet halvvejs punktet. Fra nu af bliver der kun kortere tid.

Det har været nogle ubeskriveligt super fede oplevelser indtil videre. Håber de næste 5 måneder bliver endnu bedre!

Vi ses i næste indslag!

Wupti. Så gik der da lige noget tid igen. I må undskylde at det ikke lige blev “inden for de næste par dage”, som jeg skrev i det sidste oplæg. I det mindste hold jeg da ord omkring, at det ikke blev med 2. måneders mellemrum igen 😅

Men jeg går det op til jer. Jeg forskriver den sjette måned, så i kan være helt sikre på at i for opdateringen for det halve år, den 4. februar 👏🏻👏🏻

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

Nå. Hvor om alting er. Så blev det endelig december! For første gang, behøvede jeg ikke have dårlig samvittighed over at høre julesange, eller tælle dagene ned til jul.

Men faktsisk skal vi lidt tilbage til før december. Nærmere bestemt d. 29. november.

December-camp for udvekslingsstudenterne!

De første dage af december havde vi en camp mere. Vi skulle alle mødes i en by ca. 250km fra Natal, så jeg og de tre andre piger, mødtes tideligt om morgenen, og tog afsted mod Campina Grande. Although be it i en minivan hvor der knap var plads til tre på bagsædet, og heller ingen bagagerum var. Så det var vist lidt af en underdrivelse at sige, at vi sad lidt tæt.

3 timer efter en noget “bumpy ride” kom vi endelig frem til en restaurant, hvor vi kunne få noget middagsmad, og jeg fik muligheden til at møde resten af udvekslingstudenterne igen, efter ikke at have set dem i næsten 3. måneder.

Der var god stemning og alle begyndte så småt at have spist færdigt, før vi tog turen til hotellet. Jeg havde godt nok set det, da vi kørte ind i byen, men det var alligevel lidt imponerende.

Vi tjekkede ind, og efter alle havde fået deres dørkort, bævegede vi os ned på værelserne og fik pakket ud.

Nogle timer efter, mødtes vi omkring poolen og der havde Rotexerne gjort nogle aktiviteter klar.

Vi blev inddelt i 2 hold, gul og grøn. Jeg tror vist nok jeg var på gult hold. First up: sækkeløb. En høj fyr fra Canada (grønt hold), og en fra mexicaner fra vores hold, skulle op imod hindanden til at starte med. Og det var nærmest katastrofe fra start.

Meningen var, at man skulle hoppe ned af en bane, zigzagge rundt om nogle kegler og så tilbage igen. Så simpelt som det nu kan lyde, så nåede canadieren kun 3 hop og så faldt han lige så lang han var og knallede ansigtet ned i asfalten.

Next up: Stafetløb med æg. Der var også blandede resultater. Vi skulle både løbe frem, tilbage, sidelæns, baglæns, krabbegang og jeg ved ikke hvad. Så naturligvis kunne man jo godt forvente, at der røg et æg her eller der.

3 aktivitet var en noget speciel en af slagsen. En slags.. ja hvis I allerede kender legen “dyk efter æbler”, fungerede det lidt med samme princip. Det var ihvertfald sådan, at to deltager blev sat ved siden af hindanden, med en tallerken med mel til hver. Nede i den tallerken var der så gemt 4 stykker slik. Og så galt det ellers bare om at være den første, der kunne finde alle stykker. Dog uden at bruge hænderne. Og det betød, at der var en god håndfuld, der fik helt hvide ansigter, og mel i både øjne, ører, næse og mund.

De næste par dage brugte vi som sådan bare på hotellet ved poolen.

Men ude er vi da nogle af dagene.

Den ene af dagende var der fest om aftenen. Vi tog ind til et hotel og spiste noget aftensmad. Så var der noget dans og musik bagefter. Super hyggeligt

En anden af dagene tog vi ud til en farm, for at se nogle dyr, og spise noget middagsmad. Ideen var også at tage på en hikingtur i området, meeeen set efter at det var ca. 30 graders varme, uden skygge, og at mange af de andre heller ikke havde vand med, så kunne man nok ligefrem regne med, at der nok var en af de studerende der faldt om i en grøft på vejen, eller noget. Så vi besluttede, at det var nok bare bedst, at vi sluttede dagen efter at havde været rundt og se deres heste, emuer, geder, påfugle, fjerkræ, æsel og andet “vildt”.

En anden af aftnerne tog vi ud til restauranten fra før. Også super hyggeligt – vi fik noget god mad og sang karaoke. Helt sidst på aftnen spillede vi pakkeleg, og jeg vandt en KÆMPE brun parpis pose, ja nærmest sæk, fyldt med chokolade. Lige noget for mig.

Inden vi tog hjem var vi også ude og se en….ja en sten. Et kæmpe stykke klippe, som havde en eller anden historie bag sig. Noget myte halløj, om at folk som var forlovede skulle tage ud til stenen, og så ville de få et langt og lykkeligt forhold – eller noget i den stil ihvertfald.

Der var nogen af de andre som synes det ville være en god ide at kravle under stenen og ud på den anden side. Altså pænt nej tak fra mig. Folk tabte både sandaler og solbriller, og det vær ikke lige til bare at vende sig om når man knap nok kunne skubbe sig frem, så det blev noget med at kaste alle løse genstande frem foran sig, for at komme derop ad.

Efter at have været i gennem hele den der mølle, vendte vi snuden hjemad. Og yderligere 3 timer i skrumlebumle minibussen så var vi i Natal. Allesammen godt trætte.

Efter at have afleveret de tre andre piger, så kom jeg træt og tung med elevatoren op til vores lejlighed søndag aften. Og ringede på….. Og bankede på døren….. og ringede på… prøvede og ringe til dem over telefon…. og ingen lukkede døren op. Jeg var lidt panisk for om jeg skulle være fanget udenfor hele natten, fordi de var gået i seng, eller hvad der nu var sket. Heldigvis kom min hostmor ud og lukket op efter et kvarter. De var rigtigt nok faldet i søvn.

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

I løbet af de næste ugers tid, lavede vi mange ting jo. Men mange af dem, er ikke nok til af få sin egen overskrift, så jeg samler dem bare her:

Den 2. december starter fint ud. Der sker ikke det store, men så kommer det til aftensmad. Vi har aldrig haft det store i køleskabet til at starte med, men så havde vi da noget pasta til overs fra middag. Og som den mesterkok jeg nu er, så tænker jeg, den skal da bare ha en tur i mikrobølgeovnen. Jeg satte dem på 2 minutter og lod dem køre.

Imens snakkede jeg med min hostfar, og på et tidpunkt så stopper han mig lige og spørger “ryger mikrobølgeovnen ikke?”. Så vender jeg mig om og åbner mikrobølgeovnen, og ud vælter bare en sort sky af damp.

Færdige det var de da.

D. 3 tog vi i supermarkedet som ihvertfald også var blevet dekoreret i tide til december.

Og udenfor var der ihvertfald også spækket ud. Selvom det dog var en smule bizart for mig at se en kø, for at komme ind og betale for at se sne. Og det var også sådan skærmet af, inde i et stort telt og det hele. I det mindste er det da gratis at se sne i Danmark. Når det så er der ihvertfald.

D. 4 var det pigernes tur til at komme på tur. Jani, Giovanna og jeg fik klippet vores hår, og de to andre fik også lavet negle.

Senere om aftenen var vi til en middag med folk fra Galileus arbejde.

D. 5 december holdte Tania en super fin afskedstale for hendes klub.

D. 6 fik vi endelig hentet det gamle plastikjuletræ op fra kælderen, og fik pyntet juletræ med både lys og stjerner, og danske juleengle, som Gabi havde haft med hjem fra hendes udveksling i Danmark. Dog havde den ingen stjerne, fordi det brugte de åbenbart ikke normalt. Men så bestemte jeg, at det måtte være mit præg. Så nogle dage senere var vi ude og købe en stjerne til at sætte på træet.

Den aften, var jeg også ude til en aften med min counsler og en aften med min klub. Det var vist en fødselsdag og en mærkedag i et. Det var hyggeligt nok selvom gennemsnitsalderen nok var 30 eller mere. Med andre ord var der ikke rigtigt nogen “jævnaldrene”.

Men til gengæld, var mange af dem jeg snakkede med rigtig interessante. Med familie over hele verden, og en masse erfaring med selv at hoste udvekslingsstudenter, var det super spændende at snakke med dem.

D. 7. var vi nede og se det store juletræ som de havde sat op, nede i midtbyen. Sjovt er det at notere, at da jeg skrev til min (rigtige) mor at juletræet var ca. 110 m. Så var hun lidt skeptisk.

“Ahr det kan da vist ikke lade sig gøre”

“Jo jo den er højere end vores lejlighed! (8. sal)”

“Altså så høje kan juletræer da ikke blive.”

Så havde jeg godt nok lige glemt at nævne at det ikke var et rigtigt et … 😅

D. 8. var jeg igen ude og se hvor langt Paulo (Beltraum) og Carla var kommet med at bygge deres nye hus. Sidste gang jeg var der, for ca. 2 måneder siden var de stadig igang med at grave fundamentet ud i jorden, og havde kun nogle store bunker materialer liggende og flyde. Nu havde det bygget strukturen helt op til anden sal.

Vi havde også taget en drone med som Galileu havde købt hjem fra Kina. Men vi have glemt at få de rigtige batterier med hjemmefra, så det blev ikke til noget.

Balletforestilling!

Den 8. om aftenen tog jeg med Alvaro ud for at se en balletforestilling. En af dem som arbejder i min klub er ejeren af en af balletskolerne i byen, og inviterede os ind for at se en opvisning.

Det var en smule abstrakt, og ikke så nemt at forstå handlingen i hele stykket. Men danserne var super talentfulde, og de havde også mange dele af stykket med nogle af de yngre børn.

D. 11 var jeg med Galileu ude og se noget af kysten. Vi tog til en “delfin-bay” men så ikke rigtigt nogle delfiner.

• 

• 

Julebag!

D. 16 var jeg med Janilda ude og købe ind til mine julesmåkager. Det havde været min ide i lang tid at få lavet nogle småkager til jul. Og vi (mest mig) havde været lidt lang tid om at komme igang, men det nærmde sig snart jul, og så besluttede jeg, at det nok var en god ide at komme igang. Så vi tog ned i midtbyen for at finde en speciel bageforretning, som solgte bagepulver og kardemomme og den salgs.

For ting som hjortetakssalt og natron, var ikke bare noget du sådan kunne finde hvorsomhelst, så der måtte man altså ned i speciel butik, hvor man kunne købe 3 kilos nutellabøtter og smør i tønder på 12 kg. Så det var heller ikke lige sådan at købe de der små pakker med natron fra dr. Oetker, som man kan finde nede i brugsen.

Der blev vi nødt til at købe 1 kg natron og 1 kg bagepulver. Og set som at vi jo selv derhjemme kan have de der små pakker i mindst 2-3 år, så løber de ihvertfald ikke tør lige foreløbigt…

• 

• 

Dagen efter stod jeg op omkring kl. 9 og begyndte at bage efter morgenmad. Jeg havde et lidt ambitiøst projekt med 3 forskellige deje, og 2 versioner af hver.

Min plan var at lave tre af mine yndlingssmåkager: vaniljekranse, brunkager og pebernødder.

Men ud over det, ville jeg også gerne lave nogle glutenfri versioner, siden Tania ikke kunne/kan tåle det.

Så med en god omgang udstyr, ingredienser og tålmodighed, gik jeg igang med at gøre dej klar.

En anden “første gang” var at jeg lærte at smutte mandler!

Jeg fik også min hostmor med på den!

Efter et par timer havde jeg en 4-5 skåle med dej lavet færdige, og så var det ellers bare igang med at forme dem.

Det tog så bare en lille smule længere, end jeg havde regnet med. Fordi at vores ovn, rent sagt ikke var særligt god, fordi den kørt på gas, så blev varmen ikke blev spredt ordenligt, og det der normalt skulle tage 10 minutter, tog det en halvtime eller mere, for bare et batch. Men halvanden dag senere, kom vi endelig igennem alt dejen, og havde nogle lækre småkager. Jeg var faktisk super tilfreds med smagen, og at de næsten smagte som når jeg laver det med min familie derhjemme.

Vel og mærke, så var de også et kæmpe hit imellem min brasilianske familie. Det kom faktisk også til det punkt at vi blev nødt til at gemme nogle, sådan at de ikke spiste dem allesammen før jul 🤣

━━━━━━━━━━━━━━━━━━

D. 23 om aftenen, var også lidt af et julemirakel for mig. Noget der bare gjorde lillejuleaften helt speciel.

Min mor og skønne familie havde nemlig sendt en pakke, med ting fra Danmark, og julegaver og den slags. Jeg havde ventet spændt helt siden slutningen af november, og det havde været en lang kamp med postværnet om at få den pakke frem.

Mange tusind kroner og søvnløse nætter senere, så det næsten ud til, at jeg ikke ville kunne få min pakke at se før langt efter jul. Men så blev jeg ringet op d. 20., og blev informeret om at den måske ville kunne blive udløst fra systemet mellem d. 21. og 23. Indtil da havde den været i et varehus, og vi kunne efterhånden heller ikke forstå hvad de tog så lang tid om.

Men så, endelig kl. 6 om aftenen lille juleaften, kom postmanden med min pakke.

At sige jeg var glad er måske at tage det let…nok nærmere ekstatisk.

• 

• 

Og jeg havde jo også gået og gættet i noget tid, over hvad det var, de kunne have sendt med ned til mig.

Men jeg ramte sådan set kun rigtigt ved nogen af de ting jeg havde ønsket mig. Alt andet var en stor kærkommen overraskelse.

Jeg har en fantastik familie, som heldigvis kender mig så godt, at de ved lige præcis hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg mangler. Så der var både min lego-julekalender, super lækre After-eight julekalender (min yndlings) som jeg køber hvert år. Og selvfølgelig helt eksistentielt for mig; kims skruer. Der var også et superlækkert honning hjerte fra lagkagehuset og sådan lidt forskelligt. Ud over det var der selvfølgelig også nogle super gode julegaver, som min famile havde sendt med.

Juleaften!

Så blev det endelig også den aften vi jo allesammen går og venter på i løbet af December.

Noget af en bittersød affære for mig. Selvfølgelig var det også en aften jeg havde glædet mig rigtigt meget til. Men så på den anden side, havde jeg også været lidt nervøs for den.

Jeg har haft en del første gange herovre, uden min familie. Men alligevel. At holde min første juleaften uden NOGEN fra min rigtige familie, er alligevel, lidt en stor ting.

Siden at vi er en rimelig traditionsbunden familie, er der meget, allerede igennem december som jeg kom til at mangle. Nogle ting kunne jeg sagtens gøre selv. Se julekalender og sådan. Men der er ikke noget på juleaften, der rigtigt kan erstatte mine dejlige søskende (biologiske eller ej), mor, far, jesper, gitte, momo, moster, onkler, fætter hjalte, bedstefar… jeg tænker I for ideen. Der er der bare et hul, der ikke rigtigt kan fyldes af nogen andre for mig.

Så de var helt sikkert RÅ-savnet hele den dag. Det er nemt for mig at skrive nu, hvor der er langt mindre tid til at jeg skal se dem, men det var lidt hårdt for mig den dag.

Heldigvis er der nogen traditioner som man godt kan være med til, selvom man er lidt over 8.000 km væk hjemmefra. (Super glad for teknologi her)

Så jeg ringede da hjem om formiddagen for at være med til at se Disneys juleshow. Det hjalp også lidt med savn.

Også senere hen og ringe til min far, og snakke med min familie fra sjælland.

Men ud over alt det, havde jeg da også en fantastisk dag med min familie. Vi startede ud ved formiddagstid med at gøre klar med mad og dekorationer. Jeg hjalp til med dekorationerne. Vi fik dækket nogle fine duge på borderne og lavet vaser med blomster, og sådan forskelligt.

• 

• 

Vi fik også lavet nogle fade med “brigadeiro”. En form for dessertkugle. Det tætteste jeg kan tænke på er en form for romkugle, men det smager super godt.

Alt imens fik køkkenet lavet, en noget speciel julemiddag. Herovre er det tradition at man spiser kalkun, og det kan jeg jo som nok forholde mig til. Så er der ris og bønner, og så det lidt mere bizarre; som græskar med ost, en rejekompot, og stroganoff. Der var ihvertfald rigeligt for en hver smag.

I løbet af sen eftermiddag, begyndte folk så småt at komme dryssende. Vi spiste småkagerne (stadig et hit) og drak kaffe og bare snakkede, indtil klokken blev omkring 7-8 stykker og det var aftensmadstid.

Så var det allemand op og få noget og spise, og der var ihverfald rigeligt at tage af.

Efter mad, var det tid til at spille “amigos secretos” “hemmelige venner”- en slags pakkeleg. Alle havde fået en person, som de skulle beskrive, og så skulle man prøve at gætte hvem det var.

Det blev ikke til super meget fra min side, da jeg var den sidste person, så min “hemmelige ven” var ikke så hemmelig igen.

Det var super hyggeligt, og der var lidt venskabelig konkurrence imellem os, da man ligsom i pakkeleg godt kunne stjæle pakker fra de andre.

Kampen lå stærkt mellem en yogamåtte og nogle hårprodukter. Jeg stjal nogle øreringe fra Giovanna, men hun fik til gengæld en pose chokoladebare i stedet for.

Bagefter blev der uddelt gaver. Jeg gav min mor nogle chokolader med vin, fra en butik der sjovt nok hedder Kopenhagen, selvom det intet har med Danmark at gøre.

Giovanna gav jeg en dagbog, som jeg tænkte at hun kunne bruge til at skrive om sine oplevelser – hun rejste til Schweitz på udveksling her i januar. Heldigvis blev hun super glad.

Af dem var jeg også super heldig. Jeg fik en smuk kjole, nogle leggings til træning og nogle supersmukke bladøreringe:

Resten af aftenen foregik også helt stille og roligt. Vi spille nogle kortspil og spiste noget dessert før folk tog hjem.

Nytårsaften

December slutter jo selvfølgelig ikke kun ved juleaften. Det var jo også slutningen på et helt årti. Slutningen på 2010’erne. Slutningen på 19′. Sidste år på dagen.

Vi var taget til Pirangi for at fejre det. Det meste af dagen gik folk bare og dasede. Der var ikke så meget aktion før senere på aftenen, så jeg lå bare i en af hængekøjerne og hørte musik, og læste lidt, mens de andre drak eftermiddagskaffe og andre var på stranden.

Omkring kl. 9 begyndte folk at dukke op, og vi spiste noget aftensmad, mens klokken nærmede sig 12. Som en tradition, som kommer hvert år, så skulle jeg da selvfølgelig se 90 års fødselsdag og dronningens nytårstale. Uheldigvis har jeg ikke DR1 uden for Danmarks landegrænser, men så er der jo heldigvis en ting som hedder YouTube.

Senere hen, efter at vi havde spist og sådan, var det tid til at spille nogle leje. De havde sat et gavebord op, og så spillede vi noget forskelligt – lodtrækning, historiefortælling, bingo og sådan. Jeg var da super heldig, og vandt en notesbog og 3 lavendelsæber.

Til sidst blev vi simpelthen nødt til at stoppe, fordi at de havde glemt at sætte glas frem til champagne og sådan. Så de sidste fem minutter inden midnat, løb folk rundt som høns uden hoveder, og prøvede at finde alting frem. Et par minutter i, havde alle mirakuløst fået et glas i hænderne og så talte vi ned…….5…….4……….3………2………..1……..FELIZ ANO NOVO!!!

Vi skød det nye år ind med så meget fyrværkeri, at det næsten lignede små tordenstorme, når man kiggede ned langs kysten. Og på stranden var der også fuldt af mennesker. Galileu åbnede også en ny champagneflaske, og lavede kæmpe skumregn, så vi blev godt våde, og fik champagne ud over det hele.

En anden tradition, som vi også var nede og følge op på bagefter, var at “hoppe bølger”. Der er nemlig en tradition herovre at hvis man hopper over 7 bølger, så skulle det give godt held i det nye år. Lidt ligesom når vi “hopper” ind i der nye år derhjemme.

Senere, der omkring kl. 2, havde jeg også et lille øjeblik, der sådan lidt tog pusten fra mig. Jeg satte mig sådan set bare ned et øjeblik og reflektere over, hvor meget der egentligt var sket, bare det sidste års tid. Og det var godt nok lidt overvældende. Og det gik også op for mig at det faktisk var mit andet år væk hjemmefra omkring nytår. For i 2019 var jeg heller ikke hjemme. Shout-out til Camilla for den. Tak for en lækker tur sammen med din familie til Litauen 😘

Men også bare et kæmpe tak til alle som har stået bag mig og støttet mig igennem hele min rejse ind til videre. Det har virkelig gjort 2019 og hele min udveksling ind til videre så meget bedere. Kan slet ikke vente med at se jer alle igen!

Jeg sagde farvel til et fantastisk 2019. Håber 2020 bliver endnu bedere 👏🏻👏🏻

Vi ses i næste indslag!

Så gik der jo en måned siden sidst…eller to… Jeg er super super ked af, at jeg ikke har lagt noget op i den sidste tid. Det har bestemt ikke været af manglende interesse, at jeg sådan har ladt bloggen flyde i baggrunden.

Jeg kan ikke altid love, at jeg kommer til at lægge op med præcise mellemrum, men jeg skal nok prøve mit bedste, for at det ikke bliver til 2 måneders mellemrum igen.

Hellere sent end aldrig kan man sige 😅

–

Siden at jeg tænker 2 måneders værd af indhold måske bliver lidt rigeligt for et indlæg, vælger jeg at splitte dem op i to.

–

Siden det jo også er noget tid siden, at jeg har lagt op sidst, kan jeg ikke være helt sikker på, at der måske ikke er nogle fine detaljer som er gået tabt til historien siden sidst. Men jeg skal prøve at lave så rundhåndet en opsamling som jeg kan mønstre.

────────────────

Hvor om alting er, så gik der jo en måned mere. Så fantastik, næsten uoverskueligt en måned mere på tidslinjen har følt i de første par måneder, så er det efterhånden blevet en del mere….”nå jamen så runder vi jo bare en til” agtigt. Så trivielt som det nu kan lyde. Jeg føler til dels, jeg bare er faldet så meget tilpas i mit liv og mine rutiner herovre, at det bare fylder meget mindre, hvor længe jeg i virkeligheden har været her.

Men det betyder jo heldigvis ikke, at mit liv har været nogen del mindre fyldt af oplevelser.

Siden det sidste jeg skrev om i november måned, lavede jeg selvfølgelig også mange andre ting den måned.

Som noget af det første i dagene efter mit buggy ride, var jeg ligeså rød som en hummer så, altså det er jo hvad man lærer hvis ikke man putter nok solcreme på. Så der var ikke andet for end et smut ned på apoteket, og købe noget creme imod det. Og end hvor meget jeg jo selv gerne gad og betale for det – for ærligt talt, var det jo min egen skyld – så ville Jani absolut selv. Så jeg fik en creme med zink. Den var til megen hjælp, men man ser farlig ud. Cremen gør nemlig din hud helt hvid, så det er ikke sådan at gå ud i offentligheden med. Eller det syntes mine host-forældre ihvertfald. Jeg vil lade mine læsere selv afgøre om dette ikke nok skulle være acceptabelt. Jeg har ihvertfald svært ved at se problemet 🤔

Og ihvertfald ikke som en overaskelse for min (danske) far ihverfald, tog vi ud og spiste. Jeg kan ikke huske at der var en speciel anledning, men vist bare for at vise mig resturanten. Det var i den mindste en lille smule fancit. Med deres eget vin butik og sådan.

Vi fik noget god mad. Frisk salat til en appetitvækker, og så prøvede jeg deres nuddel-wok-grøntsags-af-en-art blanding. Det smagte super godt, men jeg må indrømme det var nært umuligt at spise det hele, siden det var super mættende.

Og så kan man selvfølgelig ikke komme uden om at skulle spise dessert bagefter 😉

Flere fødselsdage!

Det kan godt virke lidt som om at der nærmest kommer en fødselsdag med hvert opslag, og det er der som minsandten også i denne. Denne gang var det min storebror Tiagos tur. Han blev 28.

Vi havde en super god dag med kage den traditionelle oppyntning med blomster og balloner og den slags.

Og hvis det var noget i ikke kan huske eller har lagt mærke til, får hver person en figur af sig selv oven på kagen, og det var Tiago da bestemt heller ikke foruden.

Så nu har alle medlemmerne i familien en minifigur, altså lige bortset fra mig selv. Måske for jeg også en til min fødselsdag?

Tilbage til Pirangi

Det skulle vise sig at den måned bare var propfyldt med fødselsdage.

Nogle dage efter Tiagos fødselsdag tog vi tilbage til Pirangi for at fejre Beltraum og hans datter som holdte en fælles fødselsdag for dem begge. Der var en del flere folk, med både Fernandas venner og familie, og en del af Beltraums arbejdskollegaer.

Vi spillede kort og havde en super hyggelig eftermiddag med dem, og der var også god mad. Eller det er der ihvertfald mange, som ikke er mig, der har en noget så forstokket kræsenhed over for alt godt fra havet, som ville synes.

Ud over det sædvandlige ris og bønner med soltørret kød, lavede Beltraum en hummer platter, som nok ville være noget der ville være faldet lige i smag for min mor.

Vi brugte selvfølgelig nogle ekstra dage derefter i huset, hvor vi mest bare dasede og gik på stranden.

Vi var også ude i byen og prøve nogle Crepes

• 

• 

Og selvfølgelig er der ikke den hængekøje som kan undslippe mig.

Teaterforestilling

En uges tid eller sådan senere tog vi ud for at se en teaterforestilling. Siden at det var slutningen får skoleåret for mange i min egen årgang (byen over), så holdte skolen som Giovanna er fra, et skuespil på et af byens største tribuner.

Det var lavet som en parodi af Alice i eventyrland eller “Alice no pais das maravilhas”, med super godt skuespil, og ikke bare sådan, når man tager ind og ser skuespillet i 6. klasse. De havde midst 100 skuespillere med i stykket, og nogle gode sange. Uheldigvis optog jeg ikke så meget af stykket, så i må nøjes med de billeder der er.

Ikke at jeg ikke synes, det fortæller noget om hvor stort det var.

Sidste skoledag

Så blev det endelig også den sidste skoledag for mig inden sommerferien. Som I nok kender eller husker, så laver man jo ikke så forfærdeligt meget fagligt, den sidste dag inden ferien. Men hvis man gør, er det som regl nogle sjove aktiviteter i stedet.

Vi var bestemt ingen undtagelse.

Vi arbejde stadig med gener, så som det første, havde vi alle fået at vide at vi skulle medbringe en pakke M&M’s. Derefter blev vi inddelt i grupper og fik en farve. Bagefter fik vi at vide at vi skulle spise den farve så hurtigt fra vores poser som muligt, og det første hold til at være af med deres farve, ville naturligt derefter være vinderholdet.

Bare in mind, at vi ikke før havde fået at vide hvilken størrelse pose vi skulle medbringe, så jeg havde jo købt sådan en medium størrelse, fordi vi ikke førhen havde fået at vide, hvad vi skulle bruge det til præcist. Og på grund af det var der meget stor forskel på holdenes chancer.

Efter det skulle vi lave et stamtræ. Vi fik allesammen nogle forskellige klumper ler og så skulle vi forme nogle figure og deres afkom. Den eneste regel vi arbejdede med var, at den oprindelige figur skulle have 4 distinktive karakterer. Og så var væres lærer sådan set ligeglad med, om vi lavede vinger eller skæl, eller hvad vi nu havde lyst til.

Vi kom i mål med…..blandede resultater. Der var ihvertfald supergodt humør og mange grineflip over vores smukke smukke, meget talentudførte play dough figure.

Uheldigvis da en af vores gruppemedlemmer troede vi var færdige med projektet tog han alle figurene og maste dem sammen til en regnbuge…klase. Og ikke to sekunder senere, fik vi at vide at vi gerne skulle aflevere alt hvad vi havde lavet…

Så i alt hast fik han skabt nogle nye figure, og jeg tror vist det blev til nogle pingviner og 2 krokodiller.

Og sjovt nok kan jeg ikke finde ud af hvilken af de to modeller jeg foretrækker.

Resten af dagen spillede vi spil, men jeg sagde også farvel til nogle af mine klassekammerater som skulle skifte skole, efter ferien.

Aften med..de voksne

Den samme aften tog jeg alene med mine hostforældre for at besøge nogle af deres venner, til en hyggeaften.

Vi var inviteret til lækker tapas og chokolade fondu, så det er noget jeg kunne føle mig helt på hjemmebane med.

Som aftenen trak ud, blev det ihvertfald heller ikke mere kedeligt, som der blev lidt flere tomme vinflasker og de ældre i gruppen, fik en nok så sjov stemning op at køre. Det var næsten direkte nuttet hvergang Fabrizio (Galileus arbejdskollega) sagde noget og alle døde af grin.

Det var rimeligt underholdende, at blive bedt om at lære en “lettere tipsy” fuldvoksen mand mere engelsk, end som han selv sagde; “jeg kan kun ord som har noget med en bar at gøre hahahahaaa.a.ha.aaa”. Så var det sgu svært ikke at trække lidt i mundvigen. Også vær gang, jeg ville forklare ham et ord, som han spurgte om, og han så udbrød med et eller andet tilfældigt som “Ro…..ro og col….Rom og Cola!” eller “kø..kø..KØLESKAB!” med et kæmpe triumferende tandsmil, som om han lige havde vundet eurolotto.

Præsentation om Danmark

Så kom tiden også, hvor jeg skulle prøve krafter med at fremlægge om mit eget smukke land.

Jeg gav et mindre oplæg på cirka en time hvor vi havde god tid, og jeg synes jeg kom godt rundt om alt fra rugbrød til folketinget, og jeg havde heldigvis et rigtigt interesseret publikum, så jeg fik også mange gode spørgsmål, og fik også chancen for at lære dem noget synderjysk; mere bestemt “æ a å e ø u i æ å”.

Jeg følte mig som en rimelig god ambassadør, lige der, og jeg fik også rigtigt meget positiv feedback fra både lære og studerende.

Den eneste hage….eller hage og hage, nu har jeg heldigvis nok selvironi til at synes det nu er meget sjovt. Men læreren tog ihvertfald nogle billeder undervejs, som i kan se ovenover, men der var også nogle af dem hvor jeg så noget….speciel ud.

Ude at spise med Lejlighedskomplekset

Sidst på måneden tog vi ud og spiste med nogen af de andre beboere fra vores bygning.

Det var en god mulighed til at få nogle af vores overboer at kende. Til trods for at det dog var forbandet koldt inde i resturanten. Og jeg sad selvfølgelig direkte under air conditioneren.

Men ellers var det endnu en af de gode after med godt selvskab.

Og som altid:

Og så alt det andet

Der har været nogen protestanter på gaderne tideligt november fordi en tidligere Brasiliansk præsident blev løsladt fra fængslet, så mange af hans tilhængere var ude og fejre det. Det betød dog også at der var fyrværkeri og barrikader i gaderne.

Da vi var på stranden i Pirangi, skete der også noget skørt. Først troede jeg det var en helikopter, men så kiggede jeg op, og så var det en mand som havde spædt en kæmpe ventilator på ryggen, som så fløj over os med en faldskærm.

Vi var også ude at sjoppe efter julepynt og ja, plastikjuletræer. Jeg ved godt alle mine danske slægtninge krummer tæer ved tanken om et juletræ, man ikke selv har fældet ude på marken, men det er altså ikke så nemt at gro fyretræer i 30 graders varme, så man må jo nøjes.

Og så var det jo selvfølgelig et af de der industielle størrelses indkøbscentre igen, så de ligner man er vadet ind i IKEA.

Jeg fandt også en rimelig sær Julemand. Men nå ja, han har vel også ferie en gang imellem.

Det er alt for nu. Det næste indslag burde gerne være oppe i løbet af de næste par dage.

Vi ses i næste indslag!

Så runder jeg/vi en måned mere. Det føles sådan lidt underligt at tænke over. Ligsom altid vel. Jeg tænker ikke så meget over det, når der lige er gået en ekstra uge, men det er lidt hver gang jeg kommer til et lidt større mærke og så lige overvejer… du har været her siden starten af august.

Man vandre tilbage ind i tankens tåger og prøver få sit hovede omkring alle de ting der er sket. Man tænker på hvor mange nye oplevelser man har fået. Hvor længe siden det er, at man har været fysisk sammen med familie og venner. Man tænker over alt hvad de har lavet, mens livet går videre i Danmark.

Det er en rigtigt svær følelse at beskrive.

Men som altid har der jo også været gang i den igen. Det er lidt som om, det nærmest er blevet en selvfølge efterhånden.

Weekenden d. 12. uge

Det meste af den 12. uge var rimelig event-løs. Det var en hverdagsuge i allerbedste brug af ordet. Og selvom det kan være nok så hyggeligt at have en uge der er helt ned i gear, uden alt for meget shebang, så er det ikke fordi, det giver det mest læseværdige stof.

Men den weekend var vi dog på en ny isbutik en aften, som havde åbnet i den anden side af byen.

Det var superlækkert. Mange gode smage og de havde et superfint koncept, som jeg synes man sagtens kunne implementere i danske butikker. Man fik muligheden for faktisk at prøvesmage isene, før man købte et helt bæger.

–

Vi var også ude og handle i endnu et af de der forvoksede IKEA størrelse supermarkeder.

Halloween!

Selvom vi ikke gjorde så meget ud af halloween den aften eller nogen af de andre dage, var min portugisisk time lidt anderleds end normalt. Der var dekoreret ude foran, og min lære kom til time iført hekse kostume.

(Jeg ville ønske jeg havde billedet, men hun har ikke sendt det til mig endnu – jeg uploader det hvis jeg får fat på det)

Vi lærte om noget af Brasiliens “folklore” eller myter og om fabeldyr som “Curupira”; en nymph eller trold som skal beskytte skoven og dyrene. En af de mest mærkværdige ting ved ham er, at hans fødder sidder omvendt… Og det gør de, så han kan forvirre folk om hvilken vej han er gået??

En anden underlig en er “Mula-Sem-Cabeça”. En hest uden hoved, og i stedet for hovede har den…ild?

Det er en gammel skrøne som siger, at en hver kvinde som forelsker sig i en præst, bliver forvandlet til en meget forskruet kentaur….så deeeeet…..

Middag med Rotary

Om fredagen kom der en repræsentant fra Holland. Hun er gammel rotarianer og skulle komme og give et foredrag til en europakonference. Derfor inviterede vores gamle chairman os ud at spise sammen om aftenen.

Før vi tog hen på resturanen tog vi til Ponte Negra (den største strand i byen). Vi gik bare lidt rundt, snakkede og nød musikken som spillede ud fra de små sidebutikker. Vandet var som altid super lækkert at soppe i, da det altid er varmt.

Senere hen, tog vi hen til resturanen hvor vi mødtes med Álvaro – min counselor – hvor fik noget superlækkert at spise.

På stranden!

Lørdag stod på en tur til stranden. Vi mødtes med nogen venner af familien, hvor vi tog ud til deres strandhus i en by i nærheden.

Selvom det var omgivet af høje mure (sikkerhed og den slags) så var det faktisk super lækkert. De havde en stor baghave med kæmpe cashew træer og en dejlig udsigt over havet.

Efter at havde været i huset lidt, tog vi ned på stranden – for første gang i noget tid faktisk.

Vi fandt et område med stole under nogle parasoller og bare brugte en god del af tiden på at snakke.

Jani og Bertram bestilte krabber. Jeg er stadig ikke fan.

• 

• 

Buggy Ride!

Søndag var jeg med to af de andre piger ude og køre i Buggy! Det var superfedt.

Vi mødtes tidligt om morgnen og kørte ud af byen og op langs kysten.

Vi stoppede nogle forskellige steder, bl.a. for at tage billeder. Vi stoppede, tog nogle billeder før vi hoppede tilbage i buggyen, op langs kysten og ind gennem nogle masive klitter, før vi gjorde holdt ved en stor sø, hvor vi kunne få lov at bade. På vejen tilbage efter at vores chauffør havde kørt som en mindre sindsyg gennem sanddynerne:

Så gjorde vi holdt ved en platform.

Vi måtte løbe som gale igennem sandet for at komme op i skyggen, hvis vi gerne ikke ville brænde vores fødder.

Først da vi kom der op, så vi hvad det rigtigt var – kæmpe tovbaner som førte ned til en sø mindst 50-75 meter under os. Selvom det så lidt farligt ud, så var det ihvertfald ikke noget, jeg kunne lade vær med at prøve.

Den første var en lang glidebane hvor man fik udleveret et bræt, og så var det ellers bare at holde godt fast. Først skulle man dog lige døbes:

Det gik super stærkt, men det var så fedt!

Den anden var en lang tovbane/gynge, hvor man skulle sidde i en sele, og så blev man eller bare firet direkte ned:

Og så alt det andet

I løbet af ugen har der også været nogle lidt… interessante hændelser på min skole.

Det var åbenbart den sidste dag for 3. års eleverne, så fredag brød al helvede løs.

Først startede en lærer med at låse dørerne, så selv vores egen lærer og nogle af eleverne prøvede at få nogen til at komme og lukke os ud.

Derefter så startede det som en rungen i gulvet. Så lidt efter lidt kom der nogle stemmer nede fra, og det føltes som om jeg var midt i en Zombie apocalypse eller noget i den stil, og de lige havde sluppet de levende døde fri nedenunder. Og ikke meget mere en et halvminut senere så….

Hele lokalet vibrerede simpelthen. Det var helt skørt.

Det har været endnu en fantastisk måned med masser af spas og løjer. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at ske i den næste!

Vi ses i næste indslag!

Så er der gået endnu en uge. Og ikke overraskende, har der jo været lidt gang i den igen.

Jeg er ked af at jeg ikke fik uploadet i søndags eller i går, men det har været en blandning af en smule, tja mangel på tid, men også lidt sådan…skal vi kalde det “at jeg var lidt langsom til at få mig selv i gang”.

Heldigvis er der ikke nogen fast tidsramme på mine blogindlæg 😅

Møde for de døve!

I den forgangne onsdag har jeg været ude til et møde for nogle døve studenter. Det var en klub for unge voksne, hvor de kunne komme og samles med andre der deler deres handicap.

Jeg synes det var end skøn ide – især fordi de havde en gruppe mennesker, hvor de måske kunne føle sig mere almindelige, og have nogen de kunne være fælles om det med.

Min klub havde været med til at sponsorerer noget af det slik, som var en del af programmet, så jeg var der mest som en repræsentant for min klub, som skulle være med på billeder og den slags.

Jeg lavede heller ikke så meget, ud over at hjælpe lidt til med at sætte ting op og tage nogle billeder og sådan, men det var nu meget hyggeligt alligevel.

Det eneste som vi var lidt uheldige med, var at fordi det blev holdt på et udendørs “resort/vandpark” af en art, var vi ude i det åbne, som i sig selv ikke var et problem, men der var nogle folk fra vejen ude foran, som havde besluttet, at det var en god ide at brænde et eller andet af.

Det resulterede i luften blev tyk af røg og brændte papir og græs fibre. Mine shorts blev fuld af sorte pletter – også indvendigt, og at sige jeg lugtede af røg var nok en underdrivelse. Selv mit hår lugtede af bål. Men som med alt, kan både jeg og mit tøj jo vaskes.

Min første koncert!

I lørdags var jeg til min første koncert. Det var lidt en fødselsdagsgave til Giovanna, som havde fødselsdag i søndags (mere om det lige om lidt). Den første portion af lørdag tullede vi bare lidt rundt. Vi lavede som sådan ikke rigtigt noget specielt. Men så omkring 9-tiden kom en af Giovannas veninder på besøg, og så begyndte vi alle – Giovanna, hendes veninde, Tania, og Amanda og mig selv selvfølelig – at gøre os klar.

Jeg har aldrig rigtigt været den store på hverken at style mit hår eller været god til det med makeup, så jeg tog kun lige omkring 10 minutter på at skifte og sådan lige alle de der småting. Men der kunne jeg godt havde sparet mig lidt – de andre piger var ikke engang færdige før lidt over 1 TIME efter.

Jeg skal måske nok blive en del af det “squad” engang når jeg bliver ældre, men der måtte jeg bare nøjes med at vente på sofaen, inden de andre fik nøkket sig færdige ¯\_(ツ)_/¯

Omkring 22:15 tiden bevægede vi os afsted mod Arena das Dunas. Vi ankom lidt mens koncerten allerede var igang, og bevægede os ind i mængden af de tusindvis af tilskuere.

Det første band – eller de første vi så – var sådan set hyggeligt nok. Meget sådan stille og roligt, lidt old folk eller country agtigt, lidt ned af min egen smag.

Den næste artist var dog en meget stærk kontrast. Det var en kvindelig rapper, sammen med en dj. En blanding af tecno og rap. Det gav også en hel anden stemning. Der var en fed energi hos de andre tilskuere og det var virkelig noget man kunne danse med til.

Den sidste gruppe vi så, var en gruppe kaldet Natiruts. De var ikke som noget jeg rigtigt havde hørt før, men jeg nød rent faktisk deres optræden rigtigt meget.

Vi så omkring 4 af deres sange, men på det tidspunkt var klokken blevet lidt over 2 stykker, så jeg var godt træt, og var træt i ryggen af at stå op i over 4 timer, så fedt som det nu engang havde været, vendte vi snuden hjemad.

Giovannas fødslesdag

Søndag var det Giovannas fødselsdag. Så der vågnede jeg op ved 11.00 stykker – som jeg normalt plejer på en weekend. Vi gik bare lidt rundt og pyntede op og gjorde klar, inden Giovanna engang skulle stå op.

Vi klistrede balloner op, gjorde kage klar, lavede middagsmad, Jani og mig bøvlede med at få noget folie rundt om en gavekurv, og vi lavede blomsterbuketter hvor vi skulle puste roser.

Det lyder måske lidt besynderligt, men det var fordi at blomsterkronerne på roserne ankom pakket ind i et net, og vi blev nødt til at puste roserne “åbne”:

Gæsterne kom dryssende omkring 4-5 tiden, vi brugte alle en hyggelig aften sammen, hvor vi snakkede og spillede, spiste noget god mad – der blev selvfølgelig også sunget tillykke med fødselsdagen og spist kage og alt det der hejs.

Det fortsatte vi så også med, til langt ud på natten, og de sidste gæster forlod huset omkring kl. 1 om natten. Så det var en lidt træt Sille som vågnede op mandag morgen kl. 6:30 for at skulle gøre sig klar til at komme i skole.

Endnu en dejlig uge med gode af oplevelser er kommet og gået. Så må vi vente og se hvordan resten af den her uge kommer til at se ud!

Vi ses i næste indslag!

Så gik endnu en uge. Det bliver efterhånden mere og mere normalt og sige, men alligevel er mit “normalt” jo så drastisk meget anderledes end min virkelighed for bare et par måneder siden. Det føles helt absurd at tænke tilbage på ugen med sådan en “ja, det var jo en meget normal uge” når man sådan sætter det i kontrast til hvor jeg faktisk er.

Selvom der mest bare har været gået hverdag i den, er det jo alligevel sket det der ekstra – som der jo gør hver gang.

Skoletur til Biffen!

Skolen har jo været lidt af det samme. Der har været timer som altid, og det er stadig ikke helt nemt at forstå nogle af de komplekse emner, men altså, vi rykker frem ligeså stille og roligt. Jeg har ikke så meget stress på.

En af de fede ting vi har lavet i den her uge, er at vi har været inde og se Coringa eller bedre kendt som Jokeren.

Vi har hele ugen haft et tema om “inklusivitet” i klassen, så derfor tog vi ind for at se Joker – en mand som er alt andet en inkluderet i det samfund han lever i. Men altså, jeg ved også at filmen stadig kører i danske biografer – så til dem af jer, der ikke har set filmen endnu, har jeg ikke lyst til at spoile for meget. Fair warning, den er lidt makaber, men hvis man synes at psykologisk gys og komide er en god blanding, kan jeg helt klart anbefale at tage ind og se den.

Ciadade de Criancas

I weekenden, mere nøjagtigt søndag, var jeg med en fra min lokale rotary club, inde for at se et live orkester i Ciadade de Criancas. En park for børn, noget lignende Madsby Legepark – hvis nogen af jer nogensinde har været der. Med masser af aktiviteter for børn og deres forældre.

Midt i parken havde de en stor scene stillet op til orkestret, og man kunne godt høre at de allerede var begyndt, da vi nærmede os, og en familiær melodi blev spillet.

Det var en super hyggelig aften. Orkestret var super dygtigt og spillede fantastisk godt. Dirigenten var også super dygtig til at lade børnene være med i forestillingen.

Det var helt nok til at nogle af forældrene også kom ud af deres sæder. Hvem siger du skal kunne danse hvis du har en far?

De spillede også nogle andre klassikere som helt klart er bland mine yndlings melodier.

Og så alt det andet…

Hverdagen har hellere ikke været helt uden de diverse finurligheder.

For eksempel har der været “Børnenes dag” hvilket betyder at børnehaveklasserne staten over har hele dagen dedikeret til de små børn, og nogle af dem klæder sig enda ud.

• 

• 

Lørdag var vi også ude at handle – igen. Ikke fordi det i sig selv var noget specielt, men jeg tror ikke rigtigt jeg har lagt et billede op, så I rent faktisk kan visualisere hvor stort det faktisk er.

Det er altså ikke bare lige det samme som at fise ned i den lokale fakta. Det føles lidt mere som hvis Ikeas varelager var blevet til et supermarked.

Og så var det heller ikke så nemt at overbevise Jani om ikke at købe flere rengøringsmidler. Så meget som jeg elsker duften af ren, kunne det godt være meget svært at holde hendes impulskøb til et minimum. Det var hver gang vi gik forbi en gang, så vendte hun vognen – “for vi har jo ikke set hvad der er nede af den her gang endnu”. Det hjalp heller ikke at vi ikke havde en indkøbssedel.

Og selv da vi kom til kassen med 4 poser vanish, 5 liter skyllemiddel, 4 x 2L flasker med vaskemiddel og 18 sæber til regulær opvask (ikke en overdrivelse) så vendte hun alligevel om, før vi skulle betale, og kom tilbage med to ekstra flasker, “for de var jo på tilbud…”

Det har igen været en lidt skør, men dejlig uge med en mase gode oplevelser. Glæder mig til hvad der mon kommer til at ske i næste uge.

Vi ses i næse indslag!